Cold Case Hammarskjöld anmeldelse: Når klovnens sminke ryger af

Hvad er det, der gør Cold Case Hammarskjöld til Mads Brüggers bedste film?

Alle de sædvanlige træk er til stede: den ironiske distance, den noget narcissistiske dyrkelse af instruktøren selv som hovedperson, den gonzo-agtige journalistisk og den tvetydige dyrkelse af kolonialisme.

Men Cold Case Hammarskjöld er bare bedre.

Den er bedre end begge af Brüggers mest kendte værker: Det røde kapel og Ambassadøren, der sendte den rødskæggede hovedperson ind undercover i henholdsvis Nordkorea og Afrika.

Faktisk er den så god, at den med det samme markerer Brügger som en af de helt store nulevende dokumentarfilminstruktører.

Og som jeg ser det, er hemmeligheden bag filmens fantastiske slagkraft strukturen.

Mads Brügger har sammen med sine tre klippere gjort, hvad der må have været en uoverkommelig mængde materiale, til en skiftevis humoristisk og rædselsvækkende thrillerdokumentar.

Det hele starter typisk Brüggersk.

Klædt helt i hvid dikterer Brügger filmens historie til to afrikanske sekretærer. Han klædt i hvidt, og dem tastende på gammeldags skrivemaskiner.

Det er et træk, der først virker som den slags halvprovokerende meta-leg som Brügger er kendt for. Men samtalen mellem Brügger og de to sekretærer får en helt anden tone, som historien skrider frem.

Det hele starter med efterforskning af Dag Hammarskjölds mystiske død.

Cold Case Hammarskjöld anmeldelse
Foto: Camera Film

Allieret med den svenske Hammarskjöld-ekspert – eller konspirationsteoretiker? – Göran Björkdahl begiver Brÿgger sig på jagt efter sandheden bag FN-sekretæren Hammarskjölds død.

Var det en ulykke eller et attentat, der bragte politikerens fly flammende til den afrikanske jord i 1961?

Til at begynde med virker Brügger ikke nær så interesseret i Hammarskjölds død, som han er i staffagen omkring den.

Med Cubansk cigar og safarihjelm lukker han publikum ind i mysteriet med en stemning, der er en blanding af Tintin, koldkrigs-spionfortællinger og satire.

Men som efterforskningen bliver mere og mere kringlet, bliver Brügger, Björkdahl og publikum ledt af nye endnu mørkere stier.

Cold Case Hammarskjöld anmeldelse
Foto: Camera Film

Ud af Björkdahls død rejser sig pludselig en endnu mere dyster konspiration, og en S.P.E.C.T.R.E.-lignende organisation – komplet med sin helt egen Blofeld – kommer pludselig ud af den afrikanske jungle.

Og inden længe er meta-humoren udskiftet med rædsel.

Afsløringerne fra Cold Case Hammarskjöld er allerede ude i dagspressen, men hvis du kan vente, så lad Brügger selv levere dem i filmen.

For det er øjeblikket, da Brügger lader klovnesminken for alvor løbe af ansigtet, der er filmens mest geniale træk.

Cold Case Hammarskjöld anmeldelse
Foto: UIP

Pludselig er instruktøren med Fantom-ringen ikke med i en ironisk drengedrøm, men muligvis et dødsensalvorligt mareridt.

Det er et af den slags filmøjeblikke, man aldrig glemmer, og den rædsel de to afrikanske sekretærer pludselig har i øjnene, er også publikums.

Om den information, der dukker op i Cold Case Hammarskjöld, er sand eller gammel konspiration er egentlig ligegyldig.

Resultatet er under alle omstændigheder en svimlende filmoplevelse.

Mads Brüggers bedste film er lige dele Hunter S. Thompson og Errol Morris, og alligevel sin helt egen hjernevridende, rædselsvækkende og svimlende underholdende filmoplevelse.

5 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer