Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn anmeldelse: Mest for børn eller nostalgiske voksne?

Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn starter lidt overraskende med en eksplosion.

Det er godt nok ikke en Fast & Furious-style ildkugle.

Nej, den nye Cirkeline-film starter med en eksplosion af nostalgi.

Den lille pige fra tændstikæsken træder frem på lærredet og erklærer, at før hendes nye film starter, skal det altså lige fejres med tre sange, at det i år er 50 år siden hun fik farve på kjolen.

Og man må altså godt synge med.

Herefter følger tre af de mest populære Cirkeline-sange – du kan muligvis gætte hvilke – som de tog sig ud i de oprindelige Cirkeline-film; nu tilføjet karaoke-tekst i bunden.

Det er sjovt af flere grunde.

For det første fik det mig til at tænke på, om det mon bliver de voksne eller børnene, der skråler mest med, når filmen nu får premiere.

Er Cirkeline stadig i live i det gigantiske underholdningsudbud for nutidens små børn, eller er hun et levn fra tidligere generationer?

For det andet demonstrerer klippene fra de oprindelige film, hvor meget – eller lidt – der egentlig er sket siden Hanne og Jannik Hastrup skabte Cirkeline tilbage i 1960’erne.

Den kulørte animation og de vandfarvelignende baggrunde er langt sprødere nu end i de gamle film, men ellers er det meste faktisk ved det gamle.

Cirkeline og hendes venner ligner stadig papirklip, og deres animation er stadig ganske begrænset. Tempoet er stadig i den hyggeligt langsomme ende, hvor selv de helt små kan være med.

Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn anmeldelse
Foto: SF Studios

De nye tiltag i Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn kommer mest i de nye figurer.

Titlens Coco er en mørkhudet Cirkeline kopi, der springer til live fra en pakke cacao – selvfølgelig fairtrade – på køkkenbordet.

Coco er prinsesse af Cacaoland – som vistnok er et land i afrika – så der må hele flokken – inklusive Ingolf og Frederik selvfølgelig til.

Sammen med dem er også et lille næsehorn, der er godt træt af altid at være den lille. Med sine barnligt fornærmede attitude og jagt på en ukendt mor, er han nok den bedste tilføjelse til universet i denne nye film.

Coco er selvsagt god bare i kraft af sin hudfarve, der lader en helt ny gruppe børn spejle sig i en af de ældste danske animerede verdener.

Men ellers er det gode gamle Cirkeline, der er på spil. Her er barnlig nysgerrighed, et minimum af humor rettet mod de voksne – denne gang bl.a. en Karen Blixen der byder velkommen til ‘mit afrika – og en noget episodisk historie.

Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn anmeldelse
Foto: SF Studios

Faktisk er historien nok filmens svageste element. Den føles som alt for lidt smør til alt for meget brød. Selv med den relativt korte spilletid klarer Cirkeline sig nu bedst i det helt korte format.

Min opmærksomhed begyndte i hvert fald at vandre, og jeg har indtryk af at de 3-6 årige nok ikke har meget bedre odds i den forbindelse.

I mellemtiden kunne jeg til gengæld frydes over den fine musik af Moussa Diallo og den helt klassiske Hastrup-feeling.

Og selvfølgelig nostalgien.

Tiden er heldigvis ikke helt løbet fra Cirkeline endnu.

Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn er god gammeldags sjov for de mindste og ren nostalgisk fryd for de voksne. Hyggen er unægteligt stadig til stede i Jannik Hastrups tegnede univers, men en indsprøjtning af noget lidt mere moderne ville altså ikke være af vejen.

4 af 6 stjerner anmeldelse

Facebook kommentarer