Dreams by the Sea anmeldelse: Færøske ungdomsdrømme

0
1514
Dreams by the Sea anmeldelse
Foto: Have Kommunikation

Dreams by the Sea anmeldelse: Coming-of-age på Færøerne

Der er unægteligt noget bekendt ved Dreams by the Sea.

Teenageren Esther vokser op i en religiøs familie på Færøerne, mens hun drømmer om et liv, der er større – eller i hvert fald anderledes – end det hendes forældre ønsker for hende.

Det får hun en smag af, da den mere rebelske Ragna – komplet med alkoholisk mor og stakkels lillebror – flytter til Esthers bygd.

De to piger starter et forsigtigt venskab, mens de hver især drømmer om et andet liv.

Det er ikke ligefrem fordi, der er en akut mangel på den slags historier om unge, der bliver voksne i isolerede afkroge af norden.

Sidste år var det Heartstone om to islandske drenge, der var det helt store coming-of-age hit, men også Sameblod bød på mange af de samme temaer. Men det er en tradition, der strækker sig mindst tilbage til Fucking Åmål.

Dreams by the Sea er måske ikke den mest originale version af den historie.

Esther stirrer mod den færøske horisont som Luke Skywalker gjorde det på Tatooine, mens den smukke, men rå, færøske natur danner baggrund for pigernes længsler og trængsler.

Men det er synd at afvise Dream by the Sea som bare endnu en af den slags film.

Først og fremmest er den temmeligt unik bare i kraft af sit ophav.

Færøerne får ikke ligefrem sendt et hav af film ud over grænserne. Det gør Dreams by the Sea interessant alene som indblik i det lille øsamfund med kun 50.000 indbyggere.

Instruktør Sakaris Stórá har og manuskriptforfatter Marjun Syderbø Kjelnæs har en fin fornemmelse for detaljerne i livet som teenager i et samfund, hvor alle kender alle, og hemmeligheder er næsten umulige.

Et samfund hvor strikkeklubberne ikke bare er en uundværlig hobby, men også en pulserende informationscentral.

Dreams by the Sea anmeldelse
Foto: Have Kommunikation

 

Det er selvsagt ikke særligt sjovt, hvis man som Esther helst ikke vil have at ens kristne forældre skal vide alt for meget om hvad man render og laver.

Eller måske endnu værre, hvis man som Ragna har et ubehageligt hjemmeliv, man helst vil holde i skjul.

Men Dreams by the Sea byder også på mere end bare sit unikke ophav.

Juliett Nattestad og Helena Heðinsdóttir er både troværdige og naturlige i hovedrollerne. De har en velfungerende kemi, der gør deres venskab, men også forskelle, helt troværdigt.

Dreams by the Sea er også – det meste af tiden i hvert fald – beundringsværdigt tilbageholdende med at overdramatisere.

Dreams by the Sea anmeldelse
Foto: Have Kommunikation

De voksne får lov til at være både ubehagelige og sympatiske i fine nuancer af gråt, og venskabet mellem Esther og Ragna forbliver også et venskab – i modsætning til mange andre film i genren.

I stedet fokuserer Dreams by the Sea på de nuancerede detaljer.

Det holder desværre ikke hele vejen igennem. Til sidst bindes der en en lidt klodset sløjfe på historien, der bliver lige dramatisk nok.

Det mindskede desværre min følelsesmæssige involvering.

Men indtil da er Dreams by the Sea en betagende ungdomshistorie – også selvom vi har set det før.

Dreams by the Sea byder på overbevisende præstationer og et vellykket følsomt filmsprog. Men vigtigst af alt er den en velfortalt ungdomshistorie fra et samfund, hvis historier vi alt for sjældent hører. Så gør det måske ikke så meget, at den ikke når helt til målstregen.

4 af 6 stjerner anmeldelse

Dreams by the Sea vises i Empire Bio 27/2 og senere ved enkelte visninger under Nordatlantiske Filmdage.