Camper 303 anmeldelse: Ukulele-romantik

Enkelte film gør det umuligt ikke at tænke på, hvor gode andre film er.

Sådan en film er Camper 303.

For jeg tilbragte ærlig talt det meste af filmens 119 minutter på at overveje, hvorfor den ikke er lige så god som Richard Linklaters snart 25 år gamle Before Sunrise.

Det kan måske virke uretfærdigt, at sammenligne en ny film med en moderne klassiker, men det er svært ikke at spotte lighederne.

Og så har jeg jo aldrig påstået, at jeg er retfærdig.

Præcis som Before Sunrise har instruktør Hans Weingartner kastet sig ud i at lave en film om to unge mennesker, der nærmer sig hinanden romantisk, mens de taler om alt muligt andet.

I stedet for en enkelt nat i Wien foregår Camper 303 i titles retro-camper på en længere rejse tværs gennem europa, men målet er det samme.

Publikum skal mærke ungdommens forelskelse suse i ørene.

Og på overfladen er ingredienserne da også på plads. 

Der er oprigtig kemi mellem Mala Emde og Anton Spieker i rollerne som de lige lovligt alliterativt navngivne Jule og Jan.

Mario Krause og Sebastian Lempe giver den gas med smuk fotografering, der med naturligt lys både rammer en realistisk og instagram-venligt billedskøn tone.

Og som i Before Sunset er manuskriptet tydeligt inspireret af hovedrolleindehavernes egne improvisationer.

Det fungerer desværre bare ikke lige så godt.

Det største problem er, at Jule og Jan kommer til at virke unge på alle de forkerte måder.

Højtravende idealistiske diskussioner mellem de to hiver charmen ud af karaktererne.

Selvfølgelig tror manden Jan på kapitalisme og dog-eat-dog, mens Jule er til lighed og samarbejde.

Selvfølgelig koger Jan kærlighed ned til biologiske processer, mens Jule romantiserer.

Jan og Jule kommer desværre til at virke som unge mennesker, der for første gang har åbnet en bog på universitetet og nu mener, at de forstår alt om, hvordan livet og verden hænger sammen.

Og instruktør Hans Weingartner forstår ikke helt at give dem nok menneskelige nuancer til at overkomme det problem.

Samtidig vil Weingartner åbenlyst gerne lave en film med organisk og minimalistisk plot – som Before Sunrise – men han kan ikke dy sig for overdreven dramatik.

Jule har en graviditet, der bruges som dramatisk krykke, når det gavner og forsvinder ud af fokus, når den bliver for besværlig.

Og Jan er på jagt efter sin biologiske far i en rørstrømsk tilføjelse til historien, der kaster et utroværdigt skær over Emde og Spiekers ellers naturlige skuespil.

Resultatet er, på trods af det ellers fine udtryk, at jeg ikke bliver helt så forelsket i karaktererne, som de bliver i hinanden.

Det forsøger Weingartner at kompensere for med en uendelig række af montager, hvor de to smiler sødt til hinanden, mens lydsiden fyldes af den slags popmusik, der altid kombinerer en sart mande- eller kvindestemme med lyden af en underfundig ukulele.

Men det kan desværre ikke veje op for manglende romantik i en film, der sætter alt ind på at fortælle om kærlighed.

Men så kan man jo heldigvis altid se Before Sunrise igen.

Camper 303 gør desværre ikke sit publikum lige så forelsket i hovedpersonerne, som de bliver i hinanden.