Toy Story 4 anmeldelse: Endnu en fremragende efterfølger
Så er den gal igen. Endnu en pengegrisk efterfølger til en elsket klassiker.
For havde Pixar dog bare stoppet efter den banebrydende og mesterlige Toy Story, så behøvede Toy Story-serien ikke skamme sig.
Men nej, de fortsatte med den fremragende Toy Story 2.
Fair nok, det var måske ikke det værste, der kunne ske.
Men da Pixar så fortsatte med at malke en sten 11 år senere med Toy Story 3, så var resultatet… den måske hidtil mest rørende og tematiske komplekse film i serien.
Ok så, men nu er vi altså næsten 10 år væk fra den film og næsten 25 år fra den oprindelige Toy Story, og Toy Story 3 bandt jo så imponerende en sløjfe på historien om det elskede legetøj.
Så Toy Story 4 må da være en halvhjertet efterfølger uden egentlig historie at fortælle?
Eller også er det bare tid til at acceptere, at Pixar med Toy Story-serien har gjort det umulige og skabt en serie af animationsfilm, der hører til de bedste nogensinde.
En serie af film, der bliver tiltagende komplekse i deres historiefortælling, samtidig med at de beholder det enorme bankende hjerte, der gjorde at 10-årige mig først blev forelsket i historien om et umage venskab mellem en cowboy og en rumhelt for snart et kvart århundrede siden.
Toy Story 4 er i hvert fald endnu en imponerende svingom med de elskede karakterer.
Josh Cooley har overtaget rollen som instruktør for første gang, men alligevel føles Toy Story 4 som en formfuldendt følgesvend til de gamle film.
Selvom den visuelt – hjulpet på vej af mange års teknologisk udvikling men også af fantastisk iscenesættelse – nok er den mest imponerende af de 4 film.
Alligevel føles Toy Story 4 som at trække en elsket sweater over hovedet og drikke sin favorit-te, for min generation utvivlsomt hjulpet godt på vej af en solid mængde nostalgi.
Toy Story har nemlig fået endnu en vej til sit publikums tårekanaler.
Udover nostalgien for en svunden barndom og kærligheden til filmens karakterer har Toy Story 4 nu også nostalgien hos alle dem, der er vokset op med Toy Story-film at trække på.
På den baggrund er det imponerende så lidt rørstrømsk den fjerde film i serien tillader sig at være.
Måske er det netop fordi Woody, som historien begynder, har affundet sig med at være blevet gammel.
I stedet for at være sin nye ejer, Bonnies (eller Bolette på dansk), favoritlegetøj, befinder Woody sig oftere på bunden af den støvede legetøjskasse.
Men Woody kan ikke give slip på sin ejer, og har i stedet indtaget en vogtende rolle i skyggerne.
På Bonnies første dag i børnehaven sniger han sig med i skoletasken og hjælper hende med at finde sig til rette med de nye udfordringer.
Det er der nok en del forældre, der også har lyst til.
Her bygger Bonnie i øvrigt en af filmens mange nye, fremragende karakterer, Forky, hovedsageligt af engangsbestik og en gammel ispind.
Forky vil egentlig helst være skrald, men Woody må hjælpe ham med at acceptere sin nye rolle, som Bonnies favorit-legetøj.
Og så er der lagt i ovnen til en film, der netop handler om kampen mellem at affinde sig med de roller, man har i livet, eller finde nye.
Det tema håndterer Andrew Stanton og Stephany Folsom med beundringsværdig lethed i et manuskript, der også finder plads til en række nye tilføjelser til Toy Story-universet.
Når der så også skal være plads til, at en gammel romance får nyt liv, så er det klart at nogle af de gamle karakterer må træde lidt i baggrunden over filmens stramt fortalte 100 minutter.
Ingen tvivl om at Woody er stjernen denne gang.
Det hele kulminerer i en tårevædet finale, der virker som den endelige afslutning på Toy Story-fortællingen.
Så håber jeg bare, at filmskaberne bag Toy Story kan dy sig fra at lave endnu en efterfølger.
…men måske er Toy Story 5 ikke så dårlig en ide endda.
Toy Story 4 gør det umulige og lever fuldt ud op til sine suveræne forgængere. Toy Story-serien har stadig det største og varmeste hjerte blandt Pixars film.
