Bones and All anmeldelse: Nydelse på afstand

Så har instruktør Luca Guadagnino gjort det igen!

Lavet en film, jeg kan nyde sådan lidt på afstand.

Problemet er selvfølgelig lidt, at Guadagninos film næsten kræver, at man er præcis så forelskede i dem, som de er i sig selv.

Det var jeg ikke rigtigt i den solbrændte romance Call Me by Your Name, og heller ikke i det overdådigt gakkede remake af Suspiria.

Og nu, hvor Guadagnino krydser strålerne og kombinerer romantikken fra Call Me by Your Name med gyset fra Suspiria… er jeg stadig ikke helt forelsket.

Men mindre kan heldigvis også gøre det.

For det er ikke en lidelse at sidde igennem Bones and All. Endnu engang får Guadagnino skovlet tonsvis af stemning ud gennem biograflærredet.

Bones and All er en sanselig filmisk fornøjelse. Billederne fra fotograf Arseni Khachaturan er på en gang gråt realistiske og glitrende romantiske.

Scenografi og kostumer er så præcise, og det samlede visuelle udtryk er så taktilt, at filmen oprigtigt føles som en smuk glemt film fra de 1980ere den foregår i.

Det er fremragende arbejde, og som i Suspiria er det visuelle udtryk nok til at hive mig hele vejen med hen til rulleteksterne.

Men Bones and All har mere at byde på.

Særligt filmens første halvdel er en fremragende og gådefuld præsentation af det sære kannibalunivers, hvor udvalgte mennesker tilsyneladende har både ustoppeligt behov og trang til menneskekød.

Og den unge hovedperson Marens vækkelse til sin egen brutale sult er både følelsesladet og urovækkende.

Det virker.

Det gør præstationerne også.

Taylor Russel er fremragende naturalistisk som filmens publikumssurrogat, og Timothée Chalamet er præcis så hård, følsom og heroin-chic, som alle kan ønske sig.

Det er sanseligt dragende, og Bones and All byder på en slags buffet af fortolkningsmuligheder med nik til alt fra kærlighed, afhængighed, psykisk sygdom og livet som ung i et samfund uden fremtid.

Men filmen har også samme lidt hule klang som Guadagninos tidligere film. Som om instruktøren ikke helt kan begrænse sig og får gjort filmen lidt rablende.

Kannibalvækkelsen blev skildret langt mere rørende og vammelt i Julia Ducornaus Raw. Men endnu værre, så føles den afgørende romance mellem Chalamet og Russel helt uden gnist.

Jeg forstod aldrig rigtigt, hvorfor de blev forelskede, og derfor blev jeg ikke selv forelsket.

Men det vil andre helt sikkert blive, i hvad der til tider føles som en slags gotisk livejournal-opslag af en følsom teenager.

Det ydre er utroligt vigtigt, og det indre er lidt noget rod.

Men det er nu også meget rart, at betragte Bones and All sådan lidt på afstand. For der er unægtelig fornøjelse at finde i filmens stemningsfulde univers.

Måske bliver jeg helt forelsket næste gang.

Bones and All er en smuk og sanselig filmoplevelse. Selvom den har bedre styr på stemning og stil end sine karakterer.