Apolonia, Apolonia anmeldelse: Gennem Globs linse

I Apolonia, Apolonia taler instruktør Lea Glob selv om, at have set næsten hele sit liv gennem et kamera.

Hun taler om, at hun ikke altid ved, hvad kun kigger på gennem kameraet. Bare at hun kan se noget.

Den største præstation blandt mange i instruktørens nye film er, at hun har ubetinget held med at vise mig, præcis hvad hun ser.

Og det er ikke så lidt.

Gennem Lea Globs lige dele poetiske og humanistiske linse er Apolonia, Apolonia i konstant forvandling.

Fra kunstnerportræt til kærlighedshistorie. Fra en historie om aktivisme til et feministisk manifest. Fra en historie om ungdom til en fortælling om tidens ustoppelige og ofte frygtindgydende fremgang.

Apolonia, Apolonia har så mange lag, at man næsten bliver helt svimmel. Men den er alt andet end en indadvendt kunstfilm takket være suveræn klipning og ikke mindst en afsindigt karismatisk hovedperson.

Apolonia, Apolonia er en af den slags dokumentarer, der fortjener et kæmpe publikum.

I 13 år har Lea Glob fulgt kunstneren Apolonia Sokol med sit kamera.

Og det er netop tidsperspektivet, der er en af filmens helt store styrker.

Sokol har allerede et liv, der er mindst en dokumentar værdig, da de to kvinder mødes i 2009.

Hun lever et bohemeliv, der næsten ville virke karikeret, hvis det ikke var sandt.

Sokol bor i det samme parisiske undergrundsteater hun er født i, hvor en hær af internationale kunstnere, aktivister og sære skæbner marcherer ind og ud.

Som årene skrider frem i Apolonia, Apolonia bliver historien ikke mindre vild.

Glob følger Sokol i hendes uddannelse som kunstner, videre over forsøgene på at balancere integritet, identitet og økonomi i den benhårde kunstverden.

Imens giver Glob også sig selv plads, og forvandler Apolonia, Apolonia til en slags dobbeltportræt af to kunstneres op og nedture og ikke mindst det stærke venskab, de får oparbejdet.

Det hele bliver tiltagende rørende, også for dem der ikke normalt ville opsøge et kunstnerportræt i biografen.

Fra en meget specifik kunstnerhistorie muterer Apolonia, Apolonia sig til en mere universel fortælling om venskab, kærlighed og livets gang.

Den sidste halve time byder på den ene hjerteknusende overraskelse efter den anden, der i hvert fald gjorde det svært for undertegnede at holde tårerne tilbage.

Glob og Sokol ender simpelthen med at invitere publikum helt ind i deres liv.

Bag det hele lurer et glødende feministisk hjerte, når Sokol møder den ene gråhårede magtmand i kunstverdenen efter den anden, hvis overkritiske blik og bedrevidenhed mere end en gang føles mere som overgreb end reel feedback.

Det hele leveres med en sammenhængende æstetik, der er lige så skramlet, som den er smuk, og føles som et helt særligt filmisk fingeraftryk fra Globs side.

Det er lige så rørende, som det er underholdende.

Ikke mindst fordi Sokol er så god foran et kamera, så karismatisk, at man er underholdt bare ved at se hende gøre de mest banale ting.

Det eneste skår i glæden for mig er, at Lea Globs voiceover i enkelte øjeblikke bliver overfortællende. I flere af filmens mest afgørende øjeblikke, lader hun ikke filmen stå alene og kommer derfor til at gentage pointer og refleksioner, som hun allerede har indlejret så effektivt i filmen selv.

Men det er kun enkelte øjeblikke, for netop Globs personlige tilstedeværelse er en afgørende faktor i filmen styrke.

Eller styrker skulle jeg nok sige.

For gennem Lea Globs linse er der tilsyneladende ingen ende på, hvad man kan se.

Apolonia, Apolonia når med sin meget specifikke historie nogle helt afgørende universelle temaer, der griber fat om hjertet og skaber en af de helt store dokumentarfilmfortællinger.