Antlers anmeldelse: Ned i det dunkle

Seksuelt misbrug, børn der mistrives og ufattelig fattigdom.

Gyserfilmen Antlers er ikke bange for at dykke dybt ned i det dunkle.

Og det er til instruktør Scott Coopers kredit, at han ikke filer de hårde kanter af i sin filmatisering af Nick Antoscas novelle The Quiet Boy.

I den effektive åbningsscene følger vi en far, hele vejen fra hans ensomme ventende søn i en pickup truck udenfor til de mørke dybder i en mine under jorden, hvor han sammen med en kompagnon er i gang med at kreere noget, der ville gøre Walter White misundelig.

Men noget andet lurer i minen sammen med de to mænd, og inden længe har de taget noget ondt og sultent med op til overfladen.

Det kommer selvfølgelig til at gå ud over børnene, som forældres mørke hemmeligheder har det med at gøre.

For Antlers gør det klart, at det glubske monster, der lurer i skyggerne mindst lige så meget er amerikansk fattigdom og barndomstraumer, som det er noget stort med skarpe tænder.

Barndomstraumerne er både at finde hos læreren Julie Meadows, fint spillet af Keri Russell, og hendes misrøgtede elev Lucas, hvis far har hevet mørket med hjem fra den føromtalte mine.

Det er en trøstesløs præmis, og det går kun ned ad bakke for filmens personer, som blodet begynder at flyde.

Kombinationen af virkelighedens rædsler og de mere fantastiske af slagsen er en fint dyster cocktail og Scott Cooper iscenesætter løjerne med farvedrænet intensitet.

Og da filmens centrale monster får plads i filmens sidste del, afslører det sig også, hvorfor monsterekspert Guillermo del Toro er producent på Antlers.

Det er et af de seneste års bedst designede og realiserede monstre, som i sig selv er værd at opleve på det store lærred.

Alligevel opfylder Antlers ikke helt sit eget potentiale.

Monsteret er godt, men de forskellige tematiske tråde samles ikke helt tilfredsstillende i filmens ellers tilpas sortseende finale

Cooper instruerer med en god sans for realisme, men det hele bliver også en anelse mondænt.

Filmsproget er mere TV-serie end biograffilm.

Måske producer del Toro eller en instruktør som Ari Aster kunne have injiceret lidt mere personlighed i instruktionen og fremhævet fortællingens mere fabel-lignende elementer.

I stedet føles Antlers mest af alt som et middelgodt afsnit af X-Files med en lidt uforløst afslutning.

Men altså, et middelgodt afsnit af X-Files er nu heller ikke sådan at kimse ad.

Et grotesk og overbevisende monster og mod til at dykke ned i mørket gør Antlers til et seværdigt gys.