The French Dispatch anmeldelse: Wes Andersons nyeste film er fuldfed filmfornøjelse

The French Dispatch anmeldelse: Andersons puslespil

Når kritikere skal være efter instruktør Wes Anderson i nyere tid, så kritiserer de stjerninstruktørens film for at mangle menneskelighed.

Argumentet er, at de charmerende karakterer fra Andersons tidlige film, som Bottle Rocket, Rushmore og The Royal Tenenbaums, nu er blevet reduceret til brikker i Andersons æstetiske puslespil.

Og det er da også rigtigt, at Andersons film er blevet tiltagende orkestrerede udstyrsstykker.

At karaktererne kan føles som endnu en del af den hyperpræcise koreografi og overvældende detaljerede scenografi.

Men så er det lige værd at huske på, at ingen laver film som Anderson.

Det gælder også for The French Dispatch, der måske endda hører til blandt instruktørens mest stiliserede film.

The French Dispatch er et kærestebrev til journalister og skribenter, når den som en slags antologi dykker ned i tre historier fra et fiktivt The New Yorker-lignende magasin i Frankrig.

Imens kaster Anderson sig ud i en præcis orkestrering af filmtekniske finurligheder smurt til med det tykke lag finurlighed.

Den finurlighed, der har det med at gøre Anderson til en, man enten elsker eller hader.

Filmen springer fra kontrastfyldt sort hvid til blændende technicolor farver, fra smal filmstrimmel til overvældende bredformat.

Flere typer animation – inklusive en tegneserie i bevægelse i klassisk europæisk stil – blander sig i løjerne, mens detaljerne i den ultradetaljerede scenografi er umulige at indtage ved at se filmen en enkelt gang.

Imens iscenesætter Anderson det ene set piece efter det andet. Som navnebroderen Roy Andersson er instruktøren ikke bange for at bruge måneders arbejde på en enkelt perfekt visuel vits.

Det føles som at blive guidet gennem en fantastisk menu i et rasende højt tempo.

Lige så underholdende som det er overvældende.

Imens kappes et stjernecast om at levere Andersons dead pan-dialog med størst overbevisning.

Fra Benicio del Toro som småpsykopatisk, men genial kunstner over Léa Seydoux som fængselsbetjent/croquis model med pokerfjæs til Jeffrey Wright som James Baldwin-lignende skribent.

De er alle sammen fantastiske.

Imens hylder Anderson fransk filmhistorie lige så meget som han gjorde med den japanske i Isle of Dogs.

Alt fra Jacques Tati til Jean Renoir kan spores i Andersons vanvittigt æstetisk tilfredsstillende film.

Og inden det hele bliver for intellektuelt, er The French Dispatch heldigvis ikke bange for god gammeldags slapstick.

En kaotisk kørestolsjagt og et fjollet cykelstyrt slutter sig til Andersons sjoveste øjeblikke.

Og så er det måske rigtigt nok, at der er længere mellem de bevægende scener end i min favorit-Anderson The Royal Tenenbaums.

Men de er der altså stadig.

Midt i den æstetiske overflod finder The French Dispatch oprigtigt bevægende øjeblikke, når personernes ensomme kunstnerliv skinner igennem.

Så brikkerne i puslespillet har altså stadig menneskelighed.

Også selvom puslespillet er blevet større, flottere og mere indviklet end det var engang.

Wes Andersons nyeste er en fuldfed filmfornøjelse. En oprigtigt sjov hyldest til det skrevne ord og de ensomme skæbner der står bag.

5 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer