Isle of Dogs anmeldelse: Velkommen tilbage til Andersons dukkehus
Det er ikke så mærkeligt, at Wes Anderson med Isle of Dogs for anden gang kaster sig ud i stop-motion animation.
Selv når den amerikanske instruktør arbejder med mennesker af kød og blod, føles de oftest som dukker i Andersons minutiøst designede dukkehus.
Stop-motion kræver den præcision, som Anderson altid udviser i sit production-design og sine billedkompositioner, samtidig med at den gammeldags animationsform leverer den taktile detaljerigdom, der er et af instruktørens varemærker.
Måske er det derfor, at Andersons første animerede film Fantastic Mr. Fox er blandt mine favoritter fra instruktørens hånd.
Det samme gælder nu for Isle of Dogs.
Inspirationen fra britiske Roald Dahl er nu erstattet med en fiktiv udgave af Japan. Eller i hvert faldt en enkelt by, Megasaki City.
Her forviser den korrupte borgmester Kobayashi alle hunde til en gigantisk skralde-ø, hvor de må overleve i det losseplads-lignende landskab.
Men det er ikke alle, der er tilfredse med den beslutning.
Den 12-årige Atari Kobayashi begiver sig til skralde-øen i et miniature-fly i håb om at finde sin forsvundne og evigt loyale bodyguard-hund, Spots.
Det udvikler sig hurtigt til en historie, der må betegnes som klassisk Anderson, med alt hvad det indebærer af outsidere, der skal blive del af en familie og 12-årige drenge på eventyr.
Det hele selvfølgelig krydret med Andersons karakteristisk tørre humor og strejf af melankoli hjulpet godt på vej af stemmeskuespil fra Bryan Cranston, Edward Norton, Bob Balaban og – selvfølgelig – Bill Murray.
På den måde er det ikke meget overraskende ved fortællingen i Isle of Dogs. Hvis du er træt af Anderson, er der ikke meget nyt at komme efter, og hvis du elsker ham, ved du præcis hvad du får.
Men det er heller ikke det, der skal trække dig i biografen.
Det er i stedet det helt fantastiske univers Anderson har skabt.
Isle of Dogs trækker ikke så meget på det virkelige Japan, som den trækker på et fiktivt Japan. Filmens Japan.
Det Japan du kan finde hos Hayao Miyazaki, Yasujirō Ozu og især Akira Kurosawa. Det er lidt af en filmnørds drøm, at se hvordan Anderson fortolker og twister den japanske filmhistorie i sin egen stil.
Men det betyder ikke, at du skal være helt så filmnørdet for at sætte pris på Isle of Dogs.
Den charmerende bevidst hakkende animation passer perfekt til Andersons humor, og det minutiøst konstruerede univers byder på en overflod af både sjove og smukke detaljer.
Fra en perfekt animeret fremstilling af sushi til landskaberne på skraldeøen, der viser sig at være en hel verden i sig selv.
Isle of Dogs er en af den slags film, hvor jeg utvivlsomt vil opdage mange nye detaljer, hver gang jeg ser den.
Det kompenserer til fulde for, at filmen måske ikke har helt samme niveau af vildskab og humor som Fantastic Mr. Fox, selvom den byder på rigelige mængder grin.
Jeg håber ikke vi skal vente længe, før Anderson igen skal lege med dukker.
Wes Anderson har igen skabt et helt fantastisk univers. Isle of Dogs er både humoristisk og snedig, men først og fremmest et overflødighedshorn af charmerende detaljer. Stop-motion og Wes Anderson passer sammen som rå fisk og wasabi.
