The Hurricane Heist anmeldelse: Man skal holde, hvad man lover

Man skal holde, hvad man lover, og med en titel som The Hurricane Heist lover en film altså noget.

Præcis som det faktum at ‘one does not simply walk into Mordor’, kalder man altså ikke bare sin film for noget så fjollet og fantastisk som ‘Orkankuppet’, uden at vække en god portion forventninger.

I hvert fald hos mig.

At der skal være mindst en orkan og et kup giver ligesom sig selv, men en film ved navn The Hurricane Heist (ja, jeg har svært ved at stoppe med at skrive det) bør altså også være enten verdens bedste film eller verdens værste.

Ikke noget midt imellem.

Hvad angår orkaner og kup, holder The Hurricane Heist, hvad den lover. Men desværre bliver den aldrig helt så tåbelig eller helt så fantastisk som titlen lover.

Det starter ellers meget godt.

Faktisk føles begyndelsen af The Hurricane Heist lidt som en zoologisk have af actiontroper fra 1990’erne.

Et storstilet kup, en gidseltagning og virkelig dårligt vejr.

Det er The Rock møder Twister.

I en melodramatisk åbningssekvens mister to brødre deres farmand til en orkan så ond, at vores hovedperson Will kan se et skrigende kranie i dens hvirvlende vinde.

Will vokser op og bliver en slags action-meteorolog – komplet med sin egen orkan-batmobil.

Inden længe er et kup i gang, komplet med forbrydere med interne stridigheder og et par hackere, der har gået i Swordfish-skolen for utroværdig computerjargon.

Wills bror kidnappes og sammen med en fandenivoldsk kvindelig agent, er det nu op til super-meteorologen at redde dagen, mens en orkan af type 5 (det er meget!) raserer området.

Skuespillet er generelt forfærdeligt – med en dyst om opmærksomhed mellem Toby Kebbels absurde Alabama accent i hovedrollen som Will og Ralph Inesons ekstreme overspil i skurkerollen.

Det hele føles som et muntert flashback til en type actionfilm, der ikke rigtig findes mere. Godt hjulpet på vej af komponist Lorne Balfes musik, der understreger alle følelser med gode mængder elektrisk guitar ala Hans Zimmer anno-Broken Arrow.

Nåh ja, og så er det jo det 21. århundredes actioninstruktør Rob Cohen, der står bag hele moletjavsen.

Det 21. Århundredes actioninstruktør forstået på den måde, at han lavede et par solide actionfilm – xXx og The Fast and the Furious – for snart 20 år siden, og ikke rigtig har lavet noget af værdi siden.

Desværre bliver løftet om en omgang 90’er action-fjol aldrig rigtigt udfriet. Cohens actionsekvenser er i bedste fald tilforladelige, og i værste fald plaget af et begrænset budget.

Det bliver aldrig helt gakket nok. Den simple præmis bliver hurtigt alt for kompliceret, og allerværst – The Hurricane Heist bliver kedelig.

Det smerter mig, at kalde en film med titlen The Hurricane Heist, der har en scene hvor hjulkapsler bruges som dødelige frisbees midt i en orkan, for kedelig.

Filmen vågner lidt i det store klimaks, der involverer to lastbiler, der helt bogstaveligt prøver at køre fra en orkan. Men det er for lidt, og for sent.

Man kan altså ikke bare kalde en film for The Hurricane Heist, uden også at levere varen.

I sin første halve time føles The Hurricane Heist som en munter tidsrejse på lavt budget tilbage til 90’ernes actionfilm, men desværre ender filmen med aldrig helt at leve op til løftet i sin titel.