Backrooms anmeldelse: Faret vild i baglokalet

“Kane Parsons er så ung, at hans forældre ikke engang havde mødt hinanden, da han instruerede Backrooms.”

Den slags jokes på Parsons beskedne alder er for længst blevet et meme (tjek bare enhver YouYube-kommentar til en Backrooms-trailer) på baggrund af produktionsselskabet A24- og journalisters vilde fokus på at Parsons har instrueret stor biograffilm i en alder af bare 20 år.

Det er da også både usædvanligt og imponerende, men det mest interessante ved Backrooms er egentlig, at Parsons evner som filmskaber havde været lige imponerende om han var 30 eller 60 år.

Det er vi dog en del der allerede vidste, da Parsons debuterede med sin første kortfilm i det der senere skulle blive Backrooms-serien på YouTube.

Med en vanvittig sofistikeret sans for både lyddesign og filmsprog, gav Parsons (eller Kane Pixels, som han hedder på YouTube) sit eget sanselige spin til internet-myten om de uendelige kontor-lignende backrooms.

For et par år siden underviste jeg i gyserfilm på min lokale ungdomsskole – hvor vi også så Parsons Backrooms-serie, og når teenagerne der skulle liste deres største frygt, var det ikke monstre og maskerede mordere, der lå højest på listen.

Det var i stedet at ‘no clippe’ gennem en væg eller et gulv i vores verden, og være for evigt fortabt i backrooms’ gulgrønne lokaler.

Det siger noget om den effekt både myten, men i særdeleshed Parsons arbejde har haft på yngre generationer.

Nu er Parsons så blevet opsnappet af blandt andet A24 og instruktør James Wan, og har fået lov til at overføre Backrooms-universet til det store lærred.

Resultatet er en stor (ubekvem) fornøjelse, når Parsons får mulighed for at realisere sit univers med smukt bygget scenografi og sende sit sanselige lyddesign og musik (som han selvfølgelig også er inde over) ud i biografens lydsystem.

Det er sjældent en stor biograffilm tør at være så oprigtigt mareridtsagtig som Backrooms, der til tider vækker de bedste minder om David Lynch til live igen.

Parsons erstatter (det meste af tiden) sin found footage-stil med en gennemtænkt Kubricks-ditto, der med kontrolleret kamerarbejde fører sit publikum med ind i den gulnede mareridtsverden.

Backrooms rammer noget helt grundlæggende for moderne mennesker, med sine overvejelser om menneskers relation til rummene de lever deres liv i.

Sjældent har jeg set en film vække den fornemmelse jeg får indeni, når jeg tænker på de forladte rum, jeg tidligere levede mit liv i, til live som Backrooms gør det.

Backrooms trækker på sin computerspilsinspiration – ikke mindst den helt særlige stemning i Valves Half-Life og Portal univers – til at skabe en på en gang fremmedgørende og bekendt stemning.

I filmudgaven træder Parsons knastørre humor også tydeligere frem blandt de tapetserede vægge, ikke mindst i filmens groteske finale.

Det er sublimt, helt uagtet instruktørens alder.

At manuskriptet er mere kluntet er en anden sag. Backrooms ender med enten for meget eller for lidt karaktertegning, når den forsøger at fortælle et mere traditionelt psykologisk drama i sine fantastiske omgivelser.

Men det betyder meget lidt for den filmiske helhedsoplevelse, at der er lidt klumper i den traditionelle historiefortælling.

Imens kan fans af serien hygge sig med udvidelser og referencer til det større Backrooms-univers, og to suveræne found footage sekvenser, der hører blandt de bedste Parsons har skabt.

Jeg så gerne at fremtidige Backrooms-produktioner lagde ambitionerne om karakterfortælling lidt på hylden, og i stedet lagde alt fokus på det fascinerende univers og den sanselige oplevelse, som er så rigeligt menneskelig i forvejen.

Men det vigtigste er egentlig, at jeg får lov til at se fremtidige Backrooms-produktioner.

Backrooms er en biografoplevelse som ingen anden og en debutfilm af sjældent høj kaliber.