Mordet i Venedig anmeldelse: Overskæg og spøgelser
Nogle gange føles det som om, jeg er den eneste forkæmper for Kenneth Branaghs Agatha Christie filmatiseringer.
Christie-purister har det med at forbande Branaghs kluntede fortolkninger langt væk, og man kan med rette også anklage filmene for at være for lange og med cirka samme instruktør-mæssige diskretion som en betonblok.
Men jeg kan ikke lyve: Jeg har været underholdt af dem alle. Og det skyldes altså ikke kun, at de, som de eneste film i verdenshistorien, byder på et overskæg, der ligner en grafisk fejl i et computerspil.
Faktisk er denne tredje omgang, Mordet i Venedig, nok min favorit.
Måske er det fordi Branaghs noget bombastiske amatør-teaterstil som instruktør endelig har noget at hage sig fast i.
For Mordet i Venedig er intet mindre end en gotisk spøgelseshistorie.
Det giver Branagh chancen for at smide flere kælkede linjer ind i filmen, end noget menneske egentlig bør, og krydre bredt med billige chokeffekter og andre kneb fra gysergenrens grundbog.
Og det fungerer sgu.
Den kitschede stil klæder materialet og slutproduktet er den hidtil mest helstøbte af de tre nye Poirot-film.
Branaghs egocentriske Poirot fungerer stadig for mig, og det er sjovt at se hans rationalitet og ekstreme logik sættes på prøve i knirkende og knagende gammelt hus under en enkelt regnvåd nat i Venedig.
Stjernekraften er dalet fra den første film, men alle mistænkte (og jo, alle karakterer er skiftevis under mistanke) gør et godt stykke arbejde.
Og så er det selvfølgelig en fryd at se Michelle Yeoh som teatralsk spøgelseshvisker.
Mordet i Venedig lader til at være den af de tre film, som modificerer sit forlæg i størst grad, og måske er det derfor løjerne føles så fint tilpassede til Branaghs teatralsk stil.
For teatralsk er Mordet i Venedig selvfølgelig.
Branagh holder sig ikke tilbage, hverken som skuespiller eller instruktør, og bliver nok aldrig min favorit i nogle af kategorierne.
Præstationerne er ikke altid afstemte og filmens midterstykke bliver, som i de andre film, en anelse for tungt.
Men mysteriet og Poirot selv holder dampen oppe, og den gotiske uhygge tages overraskende alvorligt.
Og så er der altså noget dejligt forfriskende i Branaghs Poirot-film, som mainstreamfilmunderholdning for voksne uden superhelte eller Tom Cruise.
Det bør vi sætte pris på.
En ting jeg ikke vil sætte pris på, er Poirots overskæg.
Det er selvfølgelig uvurderligt.
Branaghs tredje omgang Poirot er den hidtil bedste og krydrer vellykket sit mysterie med en solid omgang hygge-gys.
