Halloween Ends anmeldelse: Ingen plads ved Halloween-bordet

Så gik den ikke længere.

Jeg var ellers en af de relativt få, som var glad for David Gordon Greens efterfølger til sin egen fremragende Halloween.

For selvom Halloween Kills var flosset i kanten og ofte kaotisk, så havde den store ideer, og forsøgte at levere noget uventet fra endnu en Michael Myers efterfølger.

Halloween Kills kan sagtens få en plads ved bordet blandt de bedste Halloween-efterfølgere (originalen har en guldtrone for enden af bordet, hvis du skulle være i tvivl).

Og den fik også lagt fint op til den store finale, hvor Michael Myers og Laurie Strode endelig (igen) skulle afslutte deres årtier-lange kamp. Nu med forhøjet indsats.

Der var rigeligt potentiale til et brag af en afslutning.

Men…sådan går det ikke.

For David Gordon Green har igen store ideer om ondskab, som han vil smelte ind i Halloween-mytologien.

Denne gang fungerer ideerne bare desværre slet ikke.

For i stedet for den skarpe finale, Green selv har lagt op til, kaster Halloween Ends sig ud i en helt ny historie med en ny karakter.

Michael Myers og Laurie Strode degraderes til bifigurer, mens Green bruger det meste af filmens spilletid på en slags uofficiel opfølger til en anden Carpenter-klassiker, Christine.

For størstedelen af Halloween Ends folder sig ud som en kluntet teenage-dannelseshistorie fyldt med tung unaturlig dialog og sære krumspring i fortællingen.

Og et godt stykke af filmen, gik jeg med til det.

For der må vel være en pointe i, at den tredje film i Greens Halloween-trilogi vælger at fokusere på en helt ny historie.

Desværre viser svaret sig at være nej. Udover nogle lommefilosofiske betragtninger om traumatiserede mennesker og ondskabens evne til at smitte, fører Halloween Ends ingen vegne.

I stedet husker Green pludselig, at han er i gang med finalen på sin Halloween-trilogi, afslutter uceremonielt sin nye historie og lader Laurie og Michael tørne sammen med 20 minutter tilbage af filmen.

Det resulterer i en fint koreograferet, men dybt antiklimatisk konfrontation, og bum, det var så det.

I mellemtiden må man som publikum trækkes med en ufrivilligt komisk voiceover fra Laurie, der klodset genfortæller de tidligere film og forsøger at agere lim mellem de ofte ikke specielt sammenhængende scener.

Men det største problem med Halloween Ends, havde jeg aldrig forestillet mig.

Filmen mister greb om Michael Myers figuren.

Af alle Halloween-efterfølgere var det ellers Greens film, der formåede at skabe samme grusomme mystik omkring et af filmhistoriens bedste monstre som Carpenters original.

Men Halloween Ends taber det hele på gulvet. Her er Myers bare endnu en karakter, uhyggen er væk, og hans pludseligt ændrede opførsel fremstår både umotiveret og kedelig.

I det mindste kan man stadig glæde sig over fremragende Jamie Lee Curtis, selvom filmen ikke aner, hvad den skal gøre med hendes karakter.

Og John Carpenter leverer igen et fremragende soundtrack med sine bandmedlemmer Cody Carpenter og Daniel Davies.

Men Halloween Ends får ikke en plads ved Halloween-bordet. Den kan højst få en taburet ovre i hjørnet.

Halloween Ends er en skuffende og rodet finale på den nye Michael Myers saga, der ikke lever op til de to foregående film.