Wonderstruck anmeldelse: De æstetiske fornøjelser
Som en rent stilmæssig fornøjelse er der meget at sætte pris på i instruktør Todd Haynes’ nyeste film.
Visuelt ligner Wonderstruck nemlig en krydsning af en independent-film fra 1970’erne og et nyopdaget værk fra stumfilm-æraens afslutning.
Den ene del af Wonderstruck er en utroligt overbevisende og solbadet genskabelse af 1970’ernes New York, mens den andel del af filmen er helt fri for dialog og fortalt i slående kontrastfulde sort-hvid billeder.
Carter Burwells virkeligt gode musik kompenserer for den manglende dialog, og til sidst tager Wonderstruck endda et dyk ned i fantasifuld animation.
Den æstetiske nydelse er altså stor. Desværre fangede Wonderstruck bare aldrig mine følelser, og til tider mistede den også fuldstændig min opmærksomhed.
Det skyldes blandt andet filmens noget konstruerede natur. Det er nemlig noget af high-concept fortælling, Todd Haynes har givet sig i kast med denne gang.
Wonderstruck fortæller nemlig to historier – derfor de forskellige stilarter i samme film – der begge finder sted i New York i henholdsvis 1927 og 1977. I begge historier flygter et døvt barn hjemmefra til New York på jagt efter en forælder.
Mere har de to historier ikke umiddelbart tilfælles. Selvfølgelig med stort tryk på umiddelbart. Fordi historierne om unge Ben, der leder efter sin ukendte far, og Rose, der leder efter sin mor, er selvfølgelig forbundet på tværs af tid.
Desværre står det temmelig tidligt klart, hvordan de to er forbundet, og så er der ikke meget mere tilbage til at holde engagementet end den fine overflade. Og for mig var det altså ikke helt nok.
Haynes holder et dvælende tempo – måske for at dyrke de æstetiske detaljer – men han lod mig aldrig rigtigt komme under huden på sine hovedpersoner.
Særligt Roses historie føles falsk og konstrueret, selvom den unge skuespillerinde Millicent Simmonds, der selv er døv, gør et fint stykke arbejde.
Krydsklipningen mellem de to historier gør filmen til tider ulideligt sløv. Særligt et forlænget stop på naturhistorisk museum truer med at sætte hele foretagendet fuldstændigt i stå.
Haynes sigter benhårdt efter at videregive den pudseløjerlighed, der ligger i manuskriptforfatter Brian Selznicks bog.
Her er masser af næsten Wes Anderson-lignende fokus på små pudseløjerlige genstande, og børns uskyldige forundring over en verden de ikke helt forstår.
Men titlens ‘wonder’ smittede aldrig helt af på mig. Det er svært ikke at sammenligne med en tidligere Selznick filmatisering, nemlig Scorsese Hugo. Den sammenligning falder ikke ud til Wonderstrucks fordel.
Der er simpelthen ikke nok instruktørmæssigt flair, sjæl og hjerte i Haynes film, der altid holdt mig en armslængde fra karaktererne. Filmens mysterie er ikke nok til at opretholde interessen, og forklaringen falder til sidst i en visuelt interessant, men også fortællemæssigt tung omgang info-dump.
Når kedsomheden sætter ind undervejs, kan man til gengæld nyde den gennemførte visuelle stil, men også de fine præstationer fra Michelle Williams, Tom Noonan og Julianne Moore.
Men ligefrem Wonderstruck er nok så meget sagt.
Wonderstruck er visuelt vellykket og byder på en overbevisende genskabelse af 1970’ernes New York. Todd Haynes’ nyeste film formår dog ikke rigtigt at engagere med sin pudseløjerligt tidsrejsende og lige lovligt sløve fortælling. Lidt mere ‘wonder’ havde ikke været af vejen.
