Wind River anmeldelse: Det iskolde helvede

0
696
Wind River anmeldelse
Copyright Scanbox

Wind River anmeldelse: Alene i sneen

Helvede er tilsyneladende allerede frosset til is, og det ligger i Wyomings vildmark.

Det er her instruktør og manuskriptforfatter Taylor Sheridan i sin kun anden film som instruktør Wind River.

Det er mildest talt ikke et gæstfrit miljø.

Det er gold snedækket natur så langt øjet rækker. Her ligger et af de resterende indianerreservater, hvor resterne af den indfødte amerikanske befolkning lever under ufatteligt kummerlige forhold.

Det er en verden, hvor held ikke har nogen betydning, enten kæmper man, eller også giver man op, som vores hovedperson Cory Lambert i skikkelse af Jeremy Renner beskriver det.

Cory er vildtjæger fra naturstyrelsen. Hans job er at dræbe de rovdyr, der bliver for nærgående.

En dag finder Cory en ung kvinde død og forfrossen midt ude i ingenting.

Det er nu ikke fordi, hun har givet op.

Faktisk har hun virkelig kæmpet. Hun har løbet umenneskeligt langt gennem de absurde minusgrader, indtil hendes krop ikke kunne mere.

Tilsyneladende på flugt fra en voldtægtsmand.

Allerede fra starten er den trøstesløse tone altså slået an i Wind River. Og det er ikke fordi den bliver mere opløftende undervejs.

FBI agenten Jane Banner – fremragende spillet af Elizabeth Olsen – kaldes ind til sagen. Hun hverver straks Cory til at hjælpe hende med at komme på sporet af gerningsmanden.

Det vil Corey gerne. Ikke mindst af dybt personlige årsager. Men han er ikke nær så interesseret i at loven skal gøres fyldest, som han er i at nedlægge endnu et rovdyr.

Og måske er det i virkeligheden også den eneste retfærdighed, der kan findes i denne trøstesløse verden.

Wind River anmeldelse
Copyright Scanbox

Wind River er en enkel historie fortalt lige så rent som den hvide sne, der konstant omgiver hovedpersonerne.

Instruktør Taylor Sheridan har leveret endnu et mageløst manuskript ovenpå Sicario og Hell or High Water, men med Wind River viser han, at han også er en forbløffende dygtig instruktør.

Som en blanding af hævn-western, iskoldt mordmysterie og bevægende drama folder han historien støt og roligt ud.

Midt i det hele står Jeremy Renner og Elizabeth Olsen som to fantastisk velskrevne karakterer. De leverer begge to præstationer, der må høre til deres bedste, og åbenbarer det skrøbeligt menneskelige hjerte i de umenneskelige forhold.

Det samme gælder for endnu et fantastisk Nick Cave og Warren Ellis soundtrack, der er skiftevis rørende menneskeligt og ekstremt ildevarslende.

Wind River anmeldelse
Copyright Scanbox

Der er grund til at musikken er ildevarslende. Wind River bryder flere gange uventet ud i intense spændingsscener og brutale eksplosioner af vold.

Under det hele ligger en stigende politisk indignation for et USA, der har ladet deres indfødte indbyggere bo i et miljø, som ingen mennesker burde bo i.

Ja, måske kan det nådesløse landskab endda ses som en metafor for USA generelt.

Det behøver du nu ikke tænke så meget over, når filmen når frem til sit actionfyldte og intenst tilfredsstillende klimaks.

Det er dog kun er en kort lindring for den ubehageligt grusomme sandhed bag mordet, der afsløres i et oprigtigt ubehageligt flashback.

Wind River er i sandhed nådesløs.

Wind River er en af de bedste thrillere i årevis. Grusom, nervepirrende og dybt bevægende med fantastiske præstationer af Jeremy Renner og Elizabeth Olsen. Wind River er på en gang nådesløst brutal og rørende menneskelig.

5 af 6 stjerner anmeldelse