Wonder anmeldelse: Overdosis af pudseløjerlighed

Hvor går din grænse for nuttethed?

Har du en grænse for, hvor pudseløjerlig og sukret en film kan være, før du får kvalme?

Så skal du lige tage dig i agt for Wonder. Lidt ligesom hvis du har sukkersyge, skal du måske lige forberede på et ordentlig lag ekstra-sød glasur, inden du går i biografen.

Jeg vil i hvert fald gøre det helt klart, at Wonder gentagne gange overskred min kvalmegrænse. Især slutningen fik mig til at gøre noget så filmanmelder-irriterende, som at rulle med øjnene.

Men helt ærligt, så smilede jeg mest undervejs.

Pudseløjerligheden gennemsyrer hele Wonder, men den stammer især fra filmens hovedperson med det – selvfølgelig – pudseløjerlig navn August “Auggie” Pullman.

Han er født med et deformt ansigt, og selv efter 27 plastikoperationer ligner han umiskendeligt ikke de fleste.

Heldigvis har Auggie et par pudseløjerlige forældre, der – selvfølgelig – elsker ham meget højt. De vinder charme-point af at være spillet af Julia Roberts og Owen Wilson.

Og så er Auggie selvfølgelig ekstra-ordinært klog, sjov og fantasifuld.

Et pudseløjerligt deformt vidunderbarn.

For eksempel finder Auggie trøst i sin drøm om at komme ud i rummet, så han gemmer tit sit ansigt i en stor astronauthjelm, og han forestiller sig at figurer fra Star Wars hjælper ham igennem skolen.

Den er han nemlig lige startet i, skolen altså. Og det er ikke så nemt når man ser ud som Auggie. Han bliver uvægerligt kigget skævt til, og også mobbet.

Men altså ikke helt så meget, som han nok ville blive i virkeligheden – kun sådan film-mobbet du ved. For selvfølgelig er der nogle pudseløjerlige andre børn, som Auggie bliver venner med på vej frem mod den lykkelige slutning.

Så ja, lidt for ofte bliver Wonder lidt for klæg og usandsynlig, men den redder sig selv med et fortællegreb, der trækker os lidt væk fra Auggie og også lader os se andres historier.

Det gælder for eksempel Auggies oversete storesøster, hvis historie meget fint illustrerer, hvordan det kan føles at være søskende til et barn med særlige behov.

Og så redder Wonder også sig selv med sin vellykkede kulørte stil, der fjerner den lige akkurat nok fra virkeligheden til at jeg kunne sluge den pudseløjerlige stil.

Auggies historie er godt nok gjort lidt ufarlig, men til gengæld åbner det op for, at hele familien kan se filmen.

Og der lurer umiskendeligt en positiv energi og et positivt budskab i Wonder.

Det handler om at sætte sig i andres sted, og den besked leveres langt hen ad vejen både humoristisk og underholdende.

Det er lige netop det, der holder Wonder fra at synke ned i sirupssumpen.

Så kan jeg altså godt leve med en midlertidig overdosis af pudseløjerlighed.

Wonder er en sød, charmerende og underholdende fabel for hele familien. Den trækker måske lige lovligt hårdt i hjertestrengene og er lige lovligt pudseløjerlig. Men det positive budskab og den veloplagte stil overvinder de mere sukrede elementer.