Møllehave – Hellere forrykt end forgæves anmeldelse: Hverken forrykt eller forgæves

Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan Johannes Møllehave var, da han var barn.

Måske var han bare en grå lille en, der klamrede sig til tapetet. Sådan en som ingen lagde mærke til.

Men jeg tvivler.

Mere sandsynligt er det, at den kære Møllehave altid har kunnet underholde sine omgivelser. I sit voksenliv har Møllehave aldrig haft brug for mere end en stol – eller måske en scene – og så kan han fange opmærksomheden hos alle omkring sig.

Sådan er det stadig med den Møllehave, jeg blev præsenteret for i Peter Klitgaards nye portrætfilm Møllehave – Hellere forrykt end forgæves.

Eller portrætfilm er måske så meget sagt.

Det er måske mere korrekt at kalde den en stream of consciousness fra den produktive præst, forfatter og foredragsholder, der er filmens centrum.

Det er Møllehaves strøm af associationer, der får lov til at styre slagets gang – på en sådan lidt tilfældig måde – i Klitgaards optagelser.

Optagelser der er lavet over cirka halvandet år i samarbejde med Møllehave. Ofte er vi i den 80-årige Møllehaves hjem, eller på en af de daglige gåture på Frederiksbergs stræder, hvor Møllehave ofte tager en sludder med de forbipasserende.

Det er Møllehaves ord, der er bossen. Og ikke overraskende for kendere af manden, så går snakken oftest i retning af idolerne: Andersen – både H.C. og Benny, Kierkegaard, Storm P. og selvfølgelig Halfdan Rasmussen.

Møllehave har en encyklopædisk viden om dem alle, og har altid et citat klar, der passer til situationen.

Hvis ikke, så får han da bare situationen til at passe til citatet.

Det er de færreste, der kan tale så meget om de samme forfattere, og stadig bevare publikums opmærksomhed.

Men det kan charmetrolden Møllehave. Ordene strømmer stadig ud af ham i et forrygende tempo, og han leverer dem som en født historiefortæller.

Et talent han åbenbart har fra sin mormor.

Det er et af de – desværre lidt for – begrænsede indblik vi får i Møllehave selv. Han kan bedste lide at bruge andres ord, eller kommer med små vittige anekdoter og eksistentielle overvejelser.

Det er underholdende som altid, men det er kiggene bag facaden, der gør Møllehave – Hellere forrykt end forgæves værd at se.

Som når han fortæller, at en professionel domina i årevis var en tredje medspiller i han og konen Herdis’ forhold. En fantasi inspireret af en kvinde med en pisk i en Fantomet-tegneserie han fandt som barn.

Eller når han kort løfter sløret for livet som manio-depressiv – eller bipolar som lidelsen nu hedder. Og dermed giver en del af forklarings-grundlaget til sit høje tempo, men også alle de eksistentielle overvejelser.

Men det meste af tiden går med litterære referencer og anekdoter, der nok er underholdende, men som ikke lukker os ind til mennesket Møllehave.

Det gør det filmiske arbejde heller ikke. Billedkvaliteten er lav, og ofte er der ikke tænkt på hverken fokus eller nogen form for elegance i filmen, der tydeligt har haft et ikke-eksisterende budget.

Den del kunne nemt have være bedre.

Men Møllehave charmer sig igennem det.

Han har som sagt ikke brug for mere end en stol og et publikum for at underholde.

Møllehave beskriver selv, hvordan han hellere vil have sit liv beskrevet som forrykt end forgæves.

Forrykt vil jeg ikke kalde det, men forgæves er det i hvert fald slet ikke.

Møllehave er en værdig hyldest til en vital dansk kulturpersonlighed, og et både vidende og følsomt menneske. Hovedpersonen har stadig mere end rigeligt karisma at dele ud af, og han kan slet ikke lade være med at underholde. Også selvom filmen omkring måske ikke er den mest imponerende.