Widows anmeldelse: Enkekuppet

Indtil videre har jeg ikke rigtigt forstået, hvorfor de fleste anmeldere går helt bananas over instruktør Steve McQueen.

Hverken instruktørens to første film, Hunger og Shame, eller den stort opsatte 12 Years a Slave har for alvor overbevist mig om, at Steve McQueen er noget særligt.

Han har unægteligt sans for både billeder og personinstruktion, men det barske drama, der er kernen i instruktørens film, har altid for mig virket distancerende kunstigt.

Måske er det derfor, jeg er meget mere begejstret for Widows.

Her pumper McQueen nemlig sine varemærker ind i en konstruktion, der per definition er lidt kunstig, for derigennem at gøre den lidt mere ægte.

Widows er nemlig en vaskeægte kupfilm med alt, hvad det indebærer, af dannelsen af et badass-team, planlægning af kuppet, indsamling af udstyr og nervepirrende udførelse.

Men med et enkelt simpelt greb, gør McQueen og manuskriptforfatter Gillian Flynn den noget fortærskede genre frisk igen.

Widows sætter nemlig konerne og kæresterne i centrum.

De kvinder, der i årevis har stået lidende på sidelinjen mens mændene laver alt det sjove og farlige, får i Widows lov til at tage skeen i den anden hånd.

Widows anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Det er et smågenialt feministisk take på en genre, der normalt er kendt for det modsatte, hvilket måske ikke er super overraskende med et manuskript fra Gone Girl-forfatter Gillian Flynn.

McQueen og Flynn skal nu ikke have al æren, for Widows er teknisk set et remake af en britisk krimiserie fra midtfirserne skrevet af Lynda La Plante.

Men på trods af sit forlæg føles Widows overraskende moderne.

Da et kup går grueligt galt, og de organiserede forbrydere bag dør, står fire kvinder pludselig alene tilbage med et bjerg af gæld til den kriminelle underverden.

I front er Viola Davis’ Veronica, der med sin mands notesbog i hånden kun ser en vej ud af det liv han har efterladt hende i – udfør planerne til et af hans ufuldendte kup.

Widows anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Davis er svimlende badass i rollen som stoiske Veronica, der har mere end almindeligt mange følelsesmæssige lig i lasten.

Hendes komplekse karakter er symptomatisk for en film, der giver god plads til detaljerne i sit persongalleri, mens den langsomt sniger temaer om økonomisk og racemæssig ulighed ind af bagindgangen.

Det mesterlige manuskript formår både at jonglere kupfilmens tilfredsstillende elementer, gøre sine karakterer levende og finde plads til højaktuelle politiske problemstillinger.

Det er altså lidt af en bedrift.

Widows anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Resultatet føles lidt som en slags Oceans Eleven møder The Wire.

Og selvom æstetikken og temaerne nok mest hælder til sidstnævnte, så er Widows samtidig en ubetinget tilfredsstillende kupfilm, der også byder på øjeblikke af hårdtslående realistisk action og overraskende plottwists.

Med Viola Davis i front må Michelle Rodriquez, Elizabeth Debicki og Cynthia Erivo høre blandt årets bedste skuespilhold.

De støttes skarpt op af Colin Farrell som progressiv konservativ politiker med en racistisk Robert Duvall som far i bagageb, mens Daniel Kaluuya brillerer som psykopatisk håndlanger med døde øjne.

Det hele smelter sammen til en formidabelt underholdende filmoplevelse, der både formår at være genrefilm og komplekst drama.

Det lå måske ikke lige i kortene af Steve McQueen næste film, skulle være en kupfilm.

Men det var åbenbart præcis, hvad der skulle til, for at han ramte mig.

Widows sætter kvinderne i front med betagende resultater. Steve McQueen har lavet en kupfilm med både tyngde og vanvittigt høj underholdningsværdi.

5 af 6 stjerner anmeldelse

Facebook kommentarer