Life Itself anmeldelse: Tarantino møder Danielle Steele

Hvis nogen skulle være i tvivl, så har instruktør og manuskriptforfatter af Life Itself altså set en film eller to af Quentin Tarantino.

Hvis ikke den overraskende velfungerende åbningsscene med Samuel L. Jackson som fortæller overbeviser dig, hvad så med den måde filmen opdeles i eksplicitte kapitler?

Nej? Hvad så med de utallige direkte citater fra Pulp Fiction?

Hvis du stadig ikke har fanget Tarantino-inspirationen, så bare rolig. To af hovedpersonerne i Life Itself klæder sig bogstaveligt ud som Vincent Vega og Mia Wallace fra instruktørens hovedværk.

Men det er nu mest de fortællemæssige krumspring, der inkluderer spring frem og tilbage i tid og scener set fra forskellige perspektiver, som Life Itself låner fra den berømte instruktør.

Indholdet minder nemlig ikke meget om Tarantinos genrehædrende krimidramaer.

For Life Itself er nemlig et ubetinget melodrama af en type, der ville gøre sig fint på Hallmark-channel eller siderne i en Danielle Steele roman.

De Tarantino-inspirerede løjer er mest en glasur, der skal gøre det nemmere at sluge den lige lovligt klæge drama-kage.

Og i starten lykkes det faktisk ret godt.

Oscar Isaac spiller den lidende Will, hvis er blevet sendt i knæ af en pludselig tragedie.

Wills historie oprulles effektivt og med indbyggede hjerteskærende overraskelser, mens de narrative finurligheder faktisk er med til at berige en historie, der i bund og grund er meget banal.

Men det er desværre kun i den første halve times tid, at Life Itself undviger det banale.

Inden længe har filmen udviklet sig til en af den slags multi-protagonist film, der gerne vil sige noget storslået om livet og kærligheden, ved at vise sammenhængene mellem en række mennesker på tværs af tid og kontinenter.

Filmen folder sig ud som en stribe af fortættede melodama-bouillonterninger, der kaster bilulykker, dødelige sygdomme og andre tragedier efter sine hovedpersoner i håb om at tvinge et par tårer frem hos sit publikum.

Det, der i starten virker som en charmerende stil til et drama, bliver hurtigt til en uhyrligt konstrueret og desperat tåreperser.

Det er synd, for instruktør Fogelman – der ellers hitter med TV-serien This is Us – har godt styr på skuespillerne, der alle leverer bedre præstationer end de firkantede karakterer fortjener.

Oscar Isaac holder liv i filmens første halvdel, mens en følsomt spillende Antonio Banderas gør sin entre i filmens anden halvdel.

Men en håndfuld gode ideer og fine skuespilpræstationer, er desværre ikke nok til at anbefale Life Itself.

Da filmen når frem til sin kvalmende søde afslutning – komplet med en mudret monolog om livet og kærligheden – så er det altså meget svært ikke at blive fuldstændig hægtet af.

Men, Dan Fogelman har helt klart set en film eller to af Quentin Tarantino.

En håndfuld gode ideer og lige så mange gode skuespilpræstationer kan desværre ikke veje op for al den kvalmende søde kunstighed.