Sommerfuglene anmeldelse: Rørende bizart

Hvis du er vant til at gå i biografen for at se udvalget af smallere internationale dramaer i de danske biografer, så vil Sommerfuglene nok umiddelbart virke lige bekendt nok.

Allerede når du hører præmissen – tre søskende bringes tilbage til deres barndomsby, da deres far dør – kan det være, at dine øjenlåg får en voldsom trang til at gå i.

Det hjælper nok heller ikke meget, da filmen introducerer sine tre hovedroller – den bedrevidende storebror, den fallerede og halvfordrukne mellemste bror og lillesøsteren i det problematiske parforhold.

Eller da filmen inviterer os med på de tres bilrejse mod den afsidesliggende barndomsby i bedste tårevædede roadmovie-stil.

Men vent lidt med at afskrive Sommerfuglene som endnu et stillestående drama i stil med Huset ved havet.

For instruktør og manuskriptforfatter Tolga Karaçelik er nemlig ikke interesseret i at holde Sommerfuglene i den samme bittersødt melankolske toneart, som den slags film sædvanligvis udspiller sig i.

Han maser i stedet fingrene ned på klaveret og blander effektive øjeblikke af overrumplende surrealistisk humor ind i foretagendet.

Det sker sådan set allerede i filmens indledning, hvor den ældste bror sætter ild til et hjemmelavet astronautkostume under et interview i nyhederne som protest mod at være del af et rumprogram, der ikke har råd til at sende astronauter ud i rummet.

Sommerfuglene anmeldelse
Foto: Another World Entertainment

Men den bizarre humor tager først for alvor fart, da de tre søskende ankommer til den lille landsby og konfronteres med et – mildt sagt – overraskende problem hos det lokale dyreliv.

Det hjælper ikke at den lokale Imam efterhånden tror mere på astrofysik end gud, og at borgmesteren er så stor en kujon, at han hellere flygter ud af døren end at fortælle de tre søskende, at deres far er død.

Den surrealistiske humor er en fantastisk baggrund, til det der egentlig er et sart familiedrama.

Brodden tages ligesom af de mest sentimentale øjeblikke, når en af hovedpersonerne er iført en oppustelig rumdragt eller er indsmurt fra top til tå i hønseblod.

Men det er nu ikke fordi dramaet i sig selv fejler noget.

Sommerfuglene anmeldelse
Foto: Another World Entertainment

Der spilles godt i alle hovedrollerne, og det velskrevne manuskript er en flot illustration af en søskendefloks meget forskellige oplevelser af en fælles barndom.

Selvom de tre søskende er drevet fra hinanden, så byder Sommerfuglene også på hjertevarme øjeblikke, hvor de tre finder familiekærligheden frem igen.

Det kræver dog sin instruktør at have så bratte skift i tone, og til tider glider sommerfuglene måske nok mere over i farce end dramaet helt kan bære.

Til gengæld går det hele op i en højere enhed med en bevægende slutning, der også visuelt lader surrealismen snige sig ind.

Og så gemmer Sommerfuglene en af sine bedste og mest underminerende jokes til sidst.

Sommerfuglene pepper sit bevægende familiedrama op med forfriskende eksplosioner af bizar humor. Ofte helt bogstaveligt.

4 af 6 stjerner anmeldelse

Facebook kommentarer