Western anmeldelse: Civilisation og vildskab

Western er ikke ligefrem en traditionel western, men så alligevel…

I stedet for den amerikanske prærie, så er vi i et bulgarsk skovlandskab. Her er ikke en saloon i saloon at finde, men en lokal kiosk kiosk kan også gøre det.

Her er ingen indianere, men en lille bulgarsk landsby. Der er heller ikke en eneste Stetson i sigte.

Til gengæld er en anden western-trope til stede.

I Western er der kultursammenstød, så det vil noget.

Et tysk byggesjak er nemlig udstationeret til et projekt langt ude på landet i Bulgarien. De kolliderer tiltagende voldsomt med lokalbefolkningen, der stadig har Tysklands besættelse af landet lurende i baghovedet.

Men hovedpersonen Meinhard har en anderledes tilgang til det tvungne samliv med de bulgarske lokale. En dag finder han en hest ude i skoven, og rider på den ind i byen for at finde ejeren.

En fremmed kommer til byen. Præcis som en western.

Gennem forsigtige tilnærmelser får han opbygget sig en positiv relation til de lokale. Især hestens ejer Adrian.

De to får opbygget et intenst venskab på tværs af den åbenlyse sprogbarriere.

Det er i disse altid akavede, nogle gange ondskabsfulde og til tider dybt bevægende møder, at Western får vinger.

Uden at tage æren fra instruktør Valeska Grisebach, så er det svært ikke at spotte sammenfald med en anden tysk instruktør: Maren Ade.

Ade har produceret Western, og der er tydelig fælles DNA mellem Ades mesterværk fra sidste år, Min far Toni Erdmann og Grisebachs film.

Som Ade lader Grisebach sin fortælling folde sig ud i lange dvælende scener, der uden varsel bliver voldsomt bevægende, men som for det meste føles som en slags naturdokumentar om mennesker.

Som i Min far Toni Erdmann er her en imponerende sans for realistiske detaljer, både i de tyske arbejderes gesjæft og det noget sløve dagligliv i landsbyen.

Western har til gengæld ikke humoren til at bryde det hypnotiske tempo. Der skal derfor også en vis portion tålmodighed til at nå frem til filmens lidt antiklimaktiske slutning.

Indtil da er det især Meinhard Neumann, der bærer filmen på sine smalle senede skuldre. Med sin rå karisma får han skabt en fascinerende anderledes hovedrolle.

Meinhardts gådefulde fortid i fremmedlegionen gør, at muligheden for vold ofte hænger over scenerne som en usagt trussel.

Meinhardt finder nemlig en kærlighed i den lille landsby, der gør ham villig til at forsvare sine nye venner fra sine hypermaskuline tyske kolleger.

Bag det hele ligger samme udforskning af Tysklands rolle som kapitalistisk kraft i Østeuropa, som Ade også havde med i Min far Toni Erdmann.

Western antyder, at menneskeligheden går tabt i pengemaskineriet.

Måske lidt som da kapitalisterne ankom til den amerikanske prærie.

Western er ikke en traditionel western, men så alligevel…

Som helhed når Western ikke helt til målstregen. Men den er en original leg med genre-troper, der har enkeltscener grænsende til det geniale.