The Inertia Variations: Inertiens fremdrift

Af en musikdokumentar at være er der forsvindende lidt musik i The Inertia Variations.

Eller rettere sagt, der er musik.

Det er musik udført af filmens hovedperson, forsanger og eneste permanente medlem af The The, Matt Johnson, der er påfaldende mangel på.

Men det er også hele pointen.

Da filmens optagelser starter, har Matt Johnson nemlig været tavs som sanger og sangskriver i over 15 år, og det er ironisk nok det faktum, der er hele filmens fremdrift.

Når andre mennesker siger, at de ikke laver noget, så gør de det egentlig alligevel, forklarer Matt Johnson.

Men det er anderledes med ham. Når han ikke laver noget, så laver han virkelig ikke noget. Få mennesker har ligget så meget på sofaen og stirret så meget ind i diverse vægge som Johnson, mener han selv.

Og det er det faktum Johnsons eks Johanna St. Michaels udforsker som instruktør med The Inertia Variations.

Hvordan kan et så åbenlyst unikt talent som Johnson holde sig fra sit kald i så mange år.

The Inertia Variations anmeldelse
Foto: Saint Michaels Production

At Johnson har ligget på den lade side i alle de år, er nu nok en sandhed med modifikationer. Han har ivrigt produceret soundtracks til diverse film, restaureret en bygning og opbygget sig en internet radiokanal: Radio Cineola.

Det er nok de færreste, der vil kalde det inerti, men for Johnson og hans nærmeste, er der tilsyneladende noget om snakken.

Langsom skræller The Inertia Variations lag af den overraskende åbne Johnson, og årsagerne begynder at tegne sig.

Hvad der i starten virker som frygten for at producere – tænk nu hvis resultatet var dårligt? – afslører sig langsomt, som noget ikke helt så entydigt.

Det er ikke kun frygten for at producere, men også dødsfald i familien, der har sat Johnson ud af spil.

The Inertia Variations anmeldelse
Foto: Saint Michaels Production

Men St. Michaels stiller sig ikke tilfreds med den relative stilstand. Hun udfordrer Johnson til at skrive en ny sang, en sang han kan spiller på Radio Cineola.

Det bliver drivkraften i dette fine portræt af Johnson, der fungerer bedst når det graver ned i hovedrollens frygt for fremtiden.

Instruktør St. Michaels holder en fin balance mellem det poetiske – med et fint digt som gennemgående tema på lydsiden – og den mere nede på jorden udforskning af Johnsons hverdag.

Mere problematisk bliver det når filmen begiver sig ud i mere regulært musikdokumentar-territorium og dykker ned i Johnsons kronologi. Det er slet ikke nødvendigt for at forstå hans nuværende situation.

Men St. Michaels redder den hjem med en forventet, men tilfredsstillende finale, hvor den musik Johnson ellers har undgået, endelig kommer på banen.

The Inertia Variations er et ærligt og følsomt portræt af en kunstner i krise, der formår at være mere end bare en film for fans.

4 af 6 stjerner anmeldelse

Facebook kommentarer