Ocean’s 8 anmeldelse: Fra jakkesæt til gallakjoler

Sådan løst fra hoften, så består den typiske kupfilm vel af cirka fire dele.

Først skal gruppen af excentriske eksperter samles, så skal kuppet forberedes, derefter følger selve kuppet og så lander konsekvenserne, med alt hvad det eventuelt indebærer af forræderi og overraskelser.

Ocean’s 8 varierer på ingen måde den formular – selvfølgelig med undtagelse af at holdet denne gang kun består af kvinder – men dens charmerende cast holder den heldigvis ovenvande.

Bedst fungerer selve kuppet.

Det er denne gang en rimeligt ligefrem sag, der involverer tyveriet af en diamanthalskæde i millionklassen fra halsen af en superstjerne til den prestigefyldte Met-galla.

Der er ikke de store overraskelser i hacking af videokameraer, fingerfærdig udskiftning af værdigenstande og en plan, der beror på præcis timing, men det hele er fermt og tempofyldt udført.

Så går det mere trægt med introduktionen af det nye Oceans hold. Ikke så meget på grund af spillerne – de er på alle måder det bedste ved Ocean’s 8 – som på grund af tempoet.

Der går simpelthen for lang tid før holdet er samlet, og superstjerne-kemien kan begynde.

Og det er netop den, altså superstjerne-kemien, der altid har været det bedste ved Ocean’s-serien. Det gælder også for Ocean’s 8 der, når først den får taget sig sammen, samler et mindst lige så godt – hvis ikke bedre – hold end de tidligere film.

I front er Sandra Bullock som den mindst lige så tyvagtige søster til George Clooneys Danny Ocean: Debbie. Clooney kigger kun forbi på et fotografi, men Bullock er en mere end værdig arvtager til manden med millionær-smilet.

Hun leverer en kæk præstation med replikker som “Vi gør det her for alle de 8-årige piger, der lige nu drømmer om at blive kriminelle”, selvom hun skal trækkes med et lidt ubagt hævnplot mod en gammel kæreste.

Så havde det fungeret bedre med lidt intern rivalisering i den nyformede kvindegruppe. F.eks. Med Cate Blanchetts Lou der, lidt overraskende skuespilleren taget i betragtning, ender med at være en af de mere anonyme karakterer.

Så går det langt bedre i de mindre roller, der blandt andet tæller Rihanna som stenet hacker og Awkwafina som et af filmens sjoveste indslag: tricktyv på skateboard.

Men filmens bedste præstation kommer ubetinget fra Anne Hathaway som skuespillerinden Daphne Kluger. Hathaway har en fest med sit næsten satiriske take på en Hollywood celebrity, og hun scorer flere af filmens klart største grin.

De får alle skabt en fin kemi – desværre nogle gange til trods for det lidt flade manuskript – der giver lyst til at se endnu et eventyr med dette nye Ocean’s-team.

Gary Ross klarer det også fint på instruktørsiden, selvom hans forsøg på at efterligne Steven Soderberghs visuelle 1960’er hyldest fra Ocean’s 11 åbenlyst afslører, at han ikke helt er i samme liga.

Starten er sløv, og slutningens overraskelser er ikke helt så overraskende som filmen selv tror, men sådan var det egentlig også med Soderberghs film, og det betyder heldigvis ikke så meget, når skuespillerne i centrum har det så sjovt, som tilfældet er her.

Men næste omgang Oceans behøver måske ikke følge kupfilmens opskrift helt så slavisk.

Ocean’s 8 lever fuldt ud op til sine mandlige forgængere. Som kupfilm er den måske nok lidt flommet, men den kompenserer med et imponerende udvalg af veloplagte kvindelige stjerner.