Love, Simon anmeldelse: Nyt krydderi i opskriften

Nogle gange skal der meget lidt til, før en opskrift føles ny og frisk igen.

Udskift et enkelt krydderi, eller måske en enkelt grøntsag, og så kan en gammel traver pludselig føles som noget helt nyt.

Love, Simon føles muligvis ikke som noget helt nyt, men ved at lave en enkelt justering får den alligevel skabt nyt liv i de ellers så forudsigelige Hollywood-ungdomsfilm.

I stedet for den sædvanligt quirky teenagedreng eller pige, der skal lære at blive voksen – gerne igennem sin første forelskelse – så handler Love, Simon om en teenager, der prøver at finde mod til at fortælle omverdenen, at han er homoseksuel.

Der er – selvfølgelig – stadig en forelskelse i kulissen.

Vores hovedperson Simon får nemlig kontakt til en anden dreng på skolen, der også lever med sin seksualitet som en hemmelighed.

De to udveksler anonymt mails med hinanden, og meget af Love, Simon går med Simons jagt på den anden drengs identitet.

Kunne det mon være en af Simons nære venner, eller er det mon ham den søde tjener på den lokale diner?

Udover sin anderledes centrale historie byder Love, Simon ikke på mange overraskelser, der skiller den ud fra alle andre polerede ungdomshistorier, du har set.

Love, Simon kan nok bedst beskrives som en slags moderne John Hughes i light-version.

Kække teenagere – spillet af skuespillere i tyverne – er bedste venner i en film der ikke har helt så meget følelsesmæssig tyngde som Lady Bird, men som heller ikke er lige så tyndbenet som meget af det andet Hollywood tilbyder moderne teenagere.

Love, Simon kompenserer for sin manglende originalitet med en smittende positiv tone. Det er en unægteligt sød film i ordets bedste forstand. En film hvor de fleste vil hinanden det bedste.

Uanset om det så er Simons forældre, fint spillet af Jennifer Garner og Josh Duhamel, eller hans evigt loyale venner.

Så gavmildt et miljø er det selvsagt ikke alle unge, der får lov til at springe ud i, men Love Simon får alligevel, på sin egen glatpolerede men charmerende facon, kommunikeret, hvor svært det er at acceptere sin seksualitet selv under de bedste omstændigheder.

Og så er det altså en kvalitet i sig selv, at Love, Simon er den første mainstream amerikanske biograffilm, der tackler en teenagers rejse ud af skabet.

Som europæer fristes man selvfølgelig til at sige: endelig! Det er trods alt snart tyve år siden Fucking Åmål havde premiere, og europæisk film skorter ikke på coming-of-age fortællinger i LGBT-regi.

Men Hollywood når unægteligt ud til et langt større publikum.

Så selvom Love, Simon måske ikke er den mest nuancerede eller realistiske fremstilling af emnet, så er det heldigvis en vellavet, sød og charmerende film, som tusindvis af teenagere verden over nu får lov til at gå i biografen og spejle sig i.

Love Simon gør det meget svært at være i dårligt humør. Med smittende sødme tackler den et emne, Hollywood har undgået alt for længe.