Vi ses deroppe anmeldelse: Europæiske periodefilm behøver ikke være kedelige
Det er ikke altid lige sjovt, at skulle til endnu en pressevisning af endnu et europæisk periodedrama.
Af en eller anden grund er europæiske filmskabere og danske distributører helt vilde med historiske dramaer. De skal helst være kunstnerportrætter, filmatiseringer eller i det mindste foregå lige omkring 1. eller 2. Verdenskrig.
Og så skal de tilsyneladende helst også have støvet langsom historiefortælling og et kedeligt anonymt udtryk.
Vi ses deroppe opfylder to af kriterierne.
Det er en filmatisering af Pierre Lemaitres franske bestseller, der foregår under og lige efter 1. Verdenskrig.
Under et slag angribes de to menige Albert og Èdouard lidt overraskende af deres egen officer, den skurkagtige Pradelle.
Èdouard redder Alberts liv, mens han eget underansigt sprænges i luften.
Det binder de to mænd ubrydeligt sammen, da Albert påtager sig at passe på den psykisk skrøbelige Èdouard efter krigen.
Det involverer både at skaffe ham morfin stjålet fra andre krigsveteraner, og en svindler-gesjæft der udnytter Èdouards kunstneriske evner til at sælge ikke-eksisterende krigsmonumenter.
Og det er kun skelettet i en historie fyldt med afstikkere.
Det er med andre ord en noget spraglet fortælling instruktør Albert Dupontel har begivet sig ud i. Heldigvis er hans stil næsten lige så spraglet.
Dupontel fortæller nemlig sin verdenskrigs-historie med et overraskende visuelt overskud.
Fra han i åbningsscenen lader kameraet følge en hund gennem en arret krigszone, er det tydeligt at Dupontel ikke stiller sig tilfreds med den støvede stil, der ellers hersker i moderne europæiske periodedramaer.
Han insisterer på at fortælle sin historie filmisk.
Kameraet vandrer nysgerrigt gennem huller i bygningerne, og tonen er melankolsk humoristisk.
De brølende 1920’eres Paris vækkes kulørt og festligt til live gennem en imponerende scenografi, hvis højdepunkt må være Èdouards mange utroligt smukke masker, som han gemmer sit ansigt bag.
Det hele minder umiskendeligt meget om instruktører som Terry Gilliam eller måske endnu mere landsmanden Jean-Pierre Jeunet.
Faktisk er det meget svært ikke at tænke på Jeunets egen krigshistorie En lang forlovelse.
Dupontel kan ikke helt konkurrere med sine forbilleders stilistiske højdepunkter, men mindre kan heldigvis også gøre det.
Det er i øvrigt også Dupontel selv, der indtager hovedrollen som Albert med vellykket næsten stumfilmsagtigt skuespil, overfor Nahuel Pérez Biscayart, der som Èdouard igen efter 120 slag i minuttet viser, at han er værd at holde øje med
Det visuelle overskud og det høje fortælle-engagement holder kedlen i kog, også når Vi ses deroppe går lidt tabt i for mange sideplot, der sandsynligvis gør sig bedre i bogform.
Måske vigtigst af alt, så viser Vi ses deroppe, at europæiske periodefilm ikke behøver være så forbandet stive i betrækket.
Vi ses deroppe er en forfriskende skæv og visuelt veloplagt krigsfortælling. Så gør det ikke så meget, at den måske er lige tro nok mod sit forlæg.
