The Grudge anmeldelse: En ubrydelig forbandelse

Det er åbenbart lige så svært at komme af med bølgen af japanske gyserfilm fra årtusindeskiftet, som det er at komme af med de virale hjemsøgelser, de ofte handler om.

Ikke alene affødte kongerne af den såkaldte J-Horror, Ring og Ju-On: Forbandelsen en hær af efterfølgere, de blev selvfølgelig også genindspillet i USA.

Og genindspilningerne fik deres egne efterfølgere.

Faktisk var den ‘oprindelige’ japanske Ju-On fra 2002 den tredje film i serien – eller den femte med to foregående kortfilm.

Den fik så en amerikansk genindspilning, The Grudge, i 2004 af den oprindelige instruktør Takashi Shimizu.

Den oprindelige film affødte 6 japanske efterfølgere, præcis som filmens hjemsøgte hus konstant affødte flere spøgelser.

For den amerikanske genindspilning blev det ‘kun’ til to efterfølgere inden bogen med de sorthårede spøgelser blev foreløbigt lukket i USA i 2009.

I betragtning af, at den oprindelige Ju-On ikke var den tilnærmelsesvis bedste af de nyskabende japanske gys, så er du egentlig lovligt undskyldt, hvis du synes at Ju-On-citronen er blevet både presset, skrællet og frysetørret.

Men nej, der må være mere saft at finde, så nu kommer The Grudge, en slags gendigtning af den oprindelige spøgelseshistorie, der samtidig har referencer til både den japanske original og det amerikanske remake.

Og den er næsten helt ubrugelig.

Igen handler det hele om et hjemsøgt hus – eller i et lidt uklart forsøg på at tække fans af den oprindelige film, faktisk to huse – plaget af dødsensfarlige spøgelser, der forfølger alle, der kommer i kontakt med forbandelsen.

Men hvis The Grudge er et forsøg på at genskabe bølgen af japansk-inspirerede gys, så er der gået et eller andet grueligt galt.

De oprindelige film der startede trenden – især Hideo Nakatas Ring og Dark Water – bød på temaer og tilgange til spøgelsesfortællingen, der føltes både friske og decideret ondskabsfulde.

Og så havde de, inklusive den oprindelige Ju-On der egentlig mest føles som en samling vagt relaterede gyserhistorier, en stærk visuel sans, der kombinerede det mondæne med det uforståelige.

De forstod med andre ord at opbygge spænding.

Det gør instruktør Nicolas Pesce desværre ikke i denne nye omgang.

De engang så skræmmende gespenster er reduceret til konstante bøh-øjeblikke.

Det ville sådan set være fint nok, hvis The Grudge havde en smule kreativitet i leveringen af de hule chok, men gentagende klip til åbenmundede hvide ansigter ledsaget af høj musik, er altså ikke nok.

I mellemtiden kan man så forsøge at følge den ekstremt spinkle historie, der låner lidt af originalens kluntede antologi-stil, men uden den gysende stemning.

Det efterlader The Grudge med en fragmenteret – og ofte ekstremt utroværdig – fortælling om en række mennesker, der en efter en må lade livet i det hjemsøgte hus.

De før så skræmmende spøgelser med knirke-stemme mister al kraft i det flade filmsprog, der afslører et lavt budget på alle de forkerte måder.

Imens gestikulerer The Grudge vagt mod den japanske horrors fokus på personligt drama med urelaterede historier om tab af familiemedlemmer og problematiske graviditeter.

Den klæbrige baggrundsmusik, der havde været for meget for de fleste sæbeoperaer, vil vist nok have os til at føle med de papirtynde karakterer, men det virker ikke.

Skuespillere som Betty Gilpin, Lin Shaye og Andrea Riseborough er lyspunkt og spiller langt bedre end materialet fortjener.

Imens prøver filmen at oppe gyserniveauet ved at tilføre spøgelseshistorien lidt blodsprøjt, men det er så begrænset, at de færreste vil blinke.

Sådan var det ikke dengang i 2002 da det knirkende spøgelse første gang krøb ned af en trappe i Tokyo i Ju-On: Forbandelsen.

Eller endnu bedre i 1998, da Sadako gjorde sin skrækindjagende entre i finalen på Ring.

Men selvom forbandelsen ikke helt er til at slå ihjel, så er der altså ikke meget liv tilbage.

The Grudge er tynd suppe på alt for gamle spøgelsesknogler, der næppe vil gøre nogen bange for andet end flere film i serien.

2 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer