Sound of Metal anmeldelse: Stilhed og larm

Det er næsten ikke til at holde ud.

Det føles, som om hovedet er blevet pakket ind i metervis af vat, så alle verdens lyde er gemt bag et uigennemtrængeligt lag.

Som verdens værste prop i øret, der bare ikke vil gå væk.

Som publikum til lyddesignet i instruktør Darius Marders Sound of Metal, vil man ofte bare gerne have det til at gå over.

Det er sjovt nok også sådan filmens hovedperson, trommeslageren Ruben, har det.

Han vil bare gerne have det til at gå over.

Men da Rubens hørelse en dag spontant svækkes og siden helt forsvinder, går det ikke over.

Ruben er blevet døv.

Og det sætter ikke alene noget af en dæmper på livet som omrejsende musikerduo med kæresten Lou, det sætter også hele Rubens identitet som trommeslager på prøve mens skyggerne fra et tidligere misbrug pludselig bliver uhyggeligt lange.

Så Lou sender Ruben afsted til et behandlingshjem for hørehæmmede misbrugere, hvor han skal lære at acceptere sin nye situation.

Den rejse fører Riz Ahmed overbevisende an på i rollen som Ruben.

Ahmeds både indestængte og følsomme præstation er uhyrligt troværdig. Både som en mand, der langsomt mister hørelsen, men endnu mere som en mand, der har kæmpet hele sit liv og nu i stedet skal lære at affinde sig med sin situation.

Omkring ham er filmen befolket af en række virkelige hørehæmmede, der gør billedet af døvemiljøet uhyrligt troværdigt.

Her er det især den perfekt castede Paul Raci – der ikke selv er døv, men opvokset med døve forældre – der stjæler billedet som den ultra sympatiske leder af behandlingshjemmet.

Sound of Metal er bedst i denne midterste del, hvor Ruben sættes på prøve i det landlige døvemiljø.

Instruktør Darius Marder har en stærk sans for tempo og sammen med fotograf Daniël Bouquets smukt naturlige billeder, bliver Sound of Metal et dragende karakterportræt og et indblik i et døvemiljø, hvor manglende hørelse ikke ses som et handicap.

Men den virkelige stjerne i Sound of Metal er lyddesignet ført an af Nicolas Becker.

Lyden er simpelthen så overvældende helstøbt og perfekt udført, at den i sig selv er oplevelsen værd.

Det gælder for de mere flashy dele, der tager publikum med ind i hovedet på Ruben, mens hans hørelse svækkes, og som ikke er bange for at sætte din hørelse på ubehagelig prøve.

Men også det fantastiske foley-arbejde, der gør det ellers idylliske landlige hjem for døve, til en ofte stressende og støjende oplevelse.

Præcis som Ruben oplever det.

Og det er også lyddesignet der sælger filmens endelige pointe, der laver en elegant forbindelse mellem filmens åbningsscene og slutscene, som ikke skal afsløres her.

Desværre er filmens sidste tredjedel ikke helt så imponerende som fortælling. Da Lou vender tilbage til historien, føles filmen pludselig sært ufærdig mens melodramaet sniger sig for meget på.

Som om Lou oprindeligt har haft en større plads i filmens historie.

Det føles simpelthen som om et par fortællemæssige puslespilsbrikker mangler, og af samme grund mister filmen følelsesmæssig slagkraft.

Men det ændrer ikke på, at Sound of Metal er en på mange måder imponerende filmoplevelse – især for ørerne.

Også selvom man nogle gange bare vil have, at det skal gå over.

Sound of Metal løftes af stærke præstationer og et decideret fantastisk lyddesign, der gør filmen til en enestående biografoplevelse.