Minari anmeldelse: Forsigtig skønhed

Størstedelen af instruktør Lee Isaac Chungs Minari er forsigtig.

Fotograf Lachlan Milnes naturalistiske billeder finder forsigtigt skønheden i Arkansas’ græsklædte landskaber.

Komponist Emile Mosseris varme musik bruges forsigtigt i præcist udvalgte øjeblikke.

Og filmens hovedpersoner – de fleste af dem – er også helt forsigtige.

I hvert fald på overfladen.

Minari følger en lille koreansk familie – delvist baseret på instruktørens egen – og deres forsøg på at skabe et liv i 1980’ernes landlige USA.

Og det gør de ikke et stort nummer ud af.

Ganske forsigtigt og trofast hænger mor Monica og far Jacob i deres job, som er at kønsbestemme kyllinger.

Hundredvis af kyllinger ryger gennem hænderne, mens den lidt ildevarslende sorte røg fra fabrikkens skorsten viser, hvad der sker med han-kyllingerne.

De bliver kasseret.

Samme skæbne er Jacob bange for. Derfor har han taget en chance. Sammen med børnene Anne og David har han hevet den lille familie med til et stykke land midt i Arkansas.

Familiens nye hjem – en trailer – falder ikke nødvendigvis i Monicas smag. Men hvis bare Jacob kan finde vand i den amerikanske muld og få de koreanske grøntsager til at vokse. Så er der håb om et bedre liv.

Et liv helt uden kønsbestemmelse af kyllinger.

Et af de mest gribende spørgsmål i Minari er netop, hvor meget Jacob vil ofre for sin drøm om at skabe en gård. Er det for familien eller sig selv, at han gør det?

Både som instruktør og manuskriptforfatter favner Lee Isaac Chung den slags dobbelthed i medlemmerne af den lille familie uden at miste varmen for hver og en af dem.

Det er imponerende, og gør Minari til en gribende og intim oplevelse.

Lidt som barndomsminder om ens egen familie.

Det overbevisende karakterarbejde hjælpes godt på vej af stærkt skuespil.

Steven Yeun leverer endnu en fremragende præstation efter sit blændende arbejde i Burning som familiens patriark. Børneskuespillerne er gode, og Yeri Han vækker sympati som en omsorgsfuld mor grænsende til det angste.

Og så er der selvfølgelig den Oscar-vindende charmetrold Yuh-Jun Youn. Hun spiller børnenes mormor, der flytter ind i den isolerede trailer for at agere babysitter, når både Jacob og Monica er på arbejde.

Og sikke en mormor. 

Hun dyrker professionel wrestling på fjernsynet og koreanske urter i skoven. Hun er ikke bange for at krydre kortspil med børnene med diverse bandeord, eller gøre nar af familiens yngste, når han tisser i sengen.

Og så er hun fyldt med omsorg og helt uimodståelig.

Hun er et godt eksempel på den tråd af hjertevarm humor, der også væver sig gennem den forsigtige fortælling i Minari.

Desværre snubler Lee Isac Chung en smule på målstregen.

Den sidste del af Minari forfalder til en række lidt for dramatiske og lidt for konstruerede begivenheder. Men filmens styrke ligger ellers netop i det udramatiske.

Uden den slutning, kunne Minari have stået endnu klarere. Men det er heldigvis ikke nok til, at Minari mister sit ellers umiddelbart så forsigtige greb.

Minari slår rod dybt i hjertet med både imponerende præstationer og sans for den store dramatik i de helt små hændelser.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer