Sicarios 2: Soldado anmeldelse: Bæstet
Jóhann Jóhannsons subwoofer-dræbende tema til den oprindelige Sicario har en meget rammende titel: The Beast.
I Sicario er det den mexicanske by Juárez, der kaldes The Beast, men Sicario er fyldt med bæster.
Jóhann Jóhannson har desværre forladt os, men The Beast har en gæsteoptræden i Sicario 2: Soldado, og bæsterne er så sandelig også tilbage.
Det kan være svært at vurdere, hvilke bæster der er størst. Er det de sydamerikanske narkokarteller, der har forvandlet dele af Mexico til et regulært helvede.
Eller er det mon den amerikanske regering – der denne gang bevidst starter en krig i kartellerne, så de lettere kan udøve hævn for en selvmordsbomber.
Måske er det Josh Brolins CIA-agent Matt Graver, der tager alle midler i brug – inklusive kidnapningen af en ung uskyldig pige – i kampen mod kartellerne.
Der er til gengæld ingen tvivl om, hvem det mest underholdende bæst er.
Benicio del Toro vender nemlig tilbage som den nådesløse dræber Alejandro. Statens hemmelige våben. Drevet af hævn for sin døde familie, og trænet af den amerikanske stat.
“Ved du, hvor svær han var at skabe?” siger Brolins Matt Graver på et tidspunkt, og antyder dermed hvad Alejandro er.
En slags moderne Frankensteins monster skabt af lige dele had, umenneskelighed og politisk kynisme.
Med Alejandro har del Toro skabt en af den slags film-karakterer, der træder ud af den film de er med i og bliver ikoniske i sig selv. Det er en helt uforglemmeligt sammenbidt, skræmmende og badass præstation, den garvede skuespiller leverer.
Netop derfor er det så smart at Sicario 2: Soldado fokuserer på Alejandro, og giver dybde til den ellers så hjerteløse dræber.
Nu hvor det menneskelige og moralske kompas fra den første film – Emily Blunts FBI-agent – er væk, sniger menneskeligheden sig ind på Alejandro med fascinerende effekt.
Sicario var ellers ikke umiddelbart en film, der kaldte på en efterfølger. Med udskiftningen af både instruktør, fotograf og komponist, var jeg da også bekymret for om Sicario 2: Soldado ville blive en værdig efterfølger.
Den nye instruktør, Stefano Sollima, og fotograf Dariusz Wolski leverer da heller ikke helt den samme lyriske kant til filmen som Denis Villeneuve og Roger Deakins gjorde.
Sollima leverer til gengæld sit helt eget brand af hårdtslående realisme, der gør Sicario 2: Soldado til en intens oplevelse.
Her er muligvis ingen enkeltscener, der helt topper turen over grænsen fra Sicario i intens spænding og filmisk virtuositet. Men et angreb mod en bilkortege fra et grædende barns POV og en tænderskærende suspensefyldt finale kommer fandeme tæt på.
Hildur Guðnadóttir viderefører overraskende flot Jóhann Jóhannsons mesterlige musik fra den første film, og så vender den muligvis vigtigste stemme selvfølgelig tilbage fra den første film: Taylor Sheridan.
Alle filmfans nye favoritmanuskriptforfatter – og efter Wind River at dømme måske også instruktør – vender nemlig tilbage på manuskriptsiden.
Med Sicario 2: Soldado leverer han endnu en fortælling, der passer perfekt ind i Sheridans helvedesvision om USA som et blødende land. Sheridan præsenterer en virkelighed, hvor politiet er fuldstændig militariseret og del af en tilsyneladende uendelig voldsspiral.
Resultatet er lige dele rasende politisk indspark og vanvittigt underholdende actionthriller.
Og så minder Sicario 2: Soldado om, at det største bæst nok er det, der lurer dybt inde i mennesket.
Sicario 2: Soldado er præcis så brutalt intens, som man kunne håbe på. Benicio del Toro brillerer som den nådesløse dræber i centrum, mens filmen presser selv de mest hærdede ud på kanten af sædet.
