Mamma Mia! – Here We Go Again anmeldelse: En klar forbedring

Når man, som jeg, synes at den første Mamma Mia! var en næsten uforståeligt forfejlet film, der mest virkede som en hjemmevideo fra en dårlig karaoke-aften, så kan titlen på den nye efterfølger godt få en helt anden betydning.

Here We Go Again.

Jeg var fyldt med bange anelser, inden jeg skulle se fortsættelsen til den oprindelige ABBA-musical 10 år senere.

Frygten blev ikke mindre af, at den nye film tilsyneladende var et langt flashback. Et typisk trick til at lave en dårlig efterfølger og ikke betale for de oprindelige skuespillere. Se for eksempel Dumb and Dumberer: When Harry Met Lloyd.

Eller, nej, lad hellere vær med det.

Det var med andre ord til min egen store overraskelse, at Mamma Mia! – Here We Go Again rev mig med allerede inden for de første ti minutter.

Det første store nummer er sat i 1979, da Meryl Streeps karakter fra den første film, Donna, lige er færdig på universitetet. Inden længe har hun forvandlet den støvede afgangs-ceremoni til en veloplagt udgave af ABBA’s When I Kissed The Teacher.

Jeps, jeg sagde veloplagt.

Den nye instruktør Ol Parker har nemlig langt bedre sans for at iscenesætte de glittede ABBA-sange så de gør sig godt på film.

Væk er de rodede sekvenser med en hæsligt syngende Meryl Streep i centrum fra den første film. I stedet leverer Mamma Mia! – Here We Go Again kulørte sekvenser i old-school musical-stil med fin koreografi og godt kameraarbejde.

Mamma Mia! - Here We Go Again anmeldelse
Foto: UIP

Det hjælper også at Streeps fuldstændigt maniske overspil er skubbet i baggrunden. Hun er nemlig død.

Altså ikke Streep – bare rolig – hun har mindst en 8-9 Oscars i sig endnu.

Nej, Streeps karakter Donna er død. Amanda Seyfrieds Sophie har derfor taget over efter sin kære mor og driver nu hotellet på den græske ø.

Nu skal hotellet genåbnes, og Sophie kæmper med sit nye ansvar og tabet af moderen.

Den historie blandes – overraskende elegant – sammen med flashbacket til Donnas ungdom og de skæbnesvangre dage, da hun mødte Sophies tre fædre fra den første film.

Mamma Mia! - Here We Go Again anmeldelse
Foto: UIP

Unge Donna spilles fantastisk veloplagt af Lily James, der kaster alt ind i den ellers så letbenede rolle.

Og så synger hun cirka en trillion gange bedre end Streep.

Med andre ord er alting bedre i anden omgang ABBA. Filmen har et glimt i øjet, der forvandler kitsch til camp, og så er den simpelthen bedre skrevet, med en række oprigtigt sjove oneliners som især bifigurerne får lov til at fyre af.

Pierce Brosnan får – tak de svenske popguder – heldigvis næsten ikke lov til at synge, men han charmer sig til gengæld igennem rollen som en tredjedel af Sophies far, sammen med Colin Firth og Stellan Skarsgård, der gør deres entre på øen i et af filmens højdepunkter.

Et andet højdepunkt er ankomsten af Sophies mormor, der spilles af ingen ringere end Cher. Hun får i et muntert twist lov til at synge et af de få ABBA-hits, der ikke blev fyret af i den første film.

Og så bliver filmen sgu også helt rørende til sidst!

Mamma Mia! - Here We Go Again anmeldelse
Foto: UIP

Det er med andre ord en af de efterfølgere med størst forbedring i forhold til den første film, jeg nogensinde har set.

Men det betyder selvfølgelig ikke, at alt er perfekt.

Mamma Mia! – Here We Go Again har unægteligt for mange sidehistorier, og for lidt konflikt til at bære den lange spilletid. Der graves dybt i ABBA-skatkisten for at finde sange, der ikke allerede er fyret af i den første film, mens de største hits simpelthen bare genbruges.

Sangene har stadig en minimal forbindelse til, hvad der egentlig sker i filmen.

Og så kræves det selvsagt, at man kan hengive sig til dens campede univers.

Alligevel fik denne anden omgang ABBA-fjollerier sgu skovlen under mig.

Men jeg har altså ikke nødvendigvis brug for en treer.

Anden gang er lykkens gang for Mamma Mia! – Here We Go Again, der er en forbavsende vellykket feel-good musical for alle, der ikke har noget imod lidt glitter i håret.

4 af 6 stjerner anmeldelse

Facebook kommentarer