Bergman, et år, et liv anmeldelse: Bergmans Mariekiks
Ingmar Bergman var helt vild med Mariekiks.
Når han instruerede – om så det var teater eller film – så havde han altid en pakke Mariekiks inden for rækkevidde.
De modigste af Bergmans skuespillere vovede sig til at snuppe en kiks, når mesteren kiggede den anden vej. Men de fleste turde ikke.
Tænk nu, hvis han opdagede det.
Din nydelse af den nye portrætfilm om Ingmar Bergman, Bergman, et år, et liv afhænger meget af, hvor underholdende du synes ovenstående anekdote er.
Er det en sjov menneskelig detalje, at Bergman elskede Mariekiks, eller ville du måske hellere høre lidt mere om Bergmans film end hans smag i snacks?
Instruktør Jane Magnusson er med sin nye film om Bergman nok mest interesseret i Mariekiksene.
Jeg hælder nok mere til at høre om mesterens arbejde, end hans personlige liv, og det er der desværre ikke helt nok af i Bergman, et år, et liv.
Til gengæld er det unægtelig også hyggeligt at komme lidt tættere på personen Ingmar Bergman.
Ud over indføringen i Mariekiksene, guider filmen os igennem både Bergmans personlige liv og hans karriere.
Udgangspunktet er i et af Bergmans mest produktive år, 1957.
Her havde både Det syvende segl og Ved vejs ende premiere, mens Bergman også instruerede fire teaterforestillinger og en TV-film.
Instruktør Magnusson bruger nu mest 1957 som en meget løs tråd i sit portræt af den svenske mesterinstruktør, der trækker tråde ud til hele hans karriere.
Vi kommer både forbi Bergmans nazi-sympatier, indre dæmoner, Mariekiks og især de mange forliste ægteskab og affærer.
Det hele fortælles meget prisværdigt gennem gamle optagelser af Bergman selv og af personer, der rent faktisk har arbejdet med eller kendt Bergman selv.
Jane Magnusson er en ferm dokumentarfilmskaber, og leverer både smukke billeder og et højt klippetempo.
Det er hyggeguf for Bergman-fans, men her er ikke meget, som de ikke ved i forvejen.
Måske mest interessant er de nyligt udgivne optagelser af et mildest talt kritisk interview med broderen Dag.
Visse steder bliver Bergman, et år, et liv lige psykologiserende nok. Der er en fin grænse mellem portræt og sladder, især når hovedpersonen ikke længere lever.
Samtidig er filmen klinisk renset for filmeksperter, der kunne give indblik i selve værkerne.
Om det er et problem, er nok en individuel sag.
Bergman et år, et liv, er et hyggeligt portræt.
Også selvom jeg gerne ville have hørt mere om filmene og lidt mindre om Mariekiksene.
Bergman, et år, et liv er som en pose lørdags-guf for Bergman-fans. Det er et underholdende og hyggeligt portræt af en af filmhistoriens største instruktører, men det ville have klædt den med større fokus på det vigtigste: filmene.
