Hotel Transylvania 3: Monsterferie: Tartakovskys monstre
Den var god!
Sådan sagde min 8-årige fætter – og nu medanmelder – Elias, da rulleteksterne sneglede sig over lærredet efter pressevisningen på Hotel Transylvania 3: Monsterferie.
Det er ellers ikke fordi, de danske anmeldere har været specielt enige med Elias i deres vurdering af filmserien om den hyggelige Dracula og hans hotel for monstre.
Men det er egentlig synd.
For nok er historierne om den godmodige vampyrgreve og hans familie cirka så tyndbenede som Dracs aldrende farmand, men Hotel Transylvania-serien har et hemmeligt våben.
Han hedder Genndy Tartakovsky, og hører i min bog til blandt de største animationsinstruktører nogensinde.
Han er hovedmanden bag Dexters Laboratorium, medskaber af Powerpuff Pigerne, manden der gjorde Star Wars sej igen med sin animerede Star Wars: Clone Wars-serie og så er han selvfølgelig skaberen af mesterværket Samurai Jack.
På det store lærred er hans historie mere broget.
Et par produktioner – heriblandt en efterfølger til Jim Hensons Dark Crystal – nåede aldrig frem til lærredet, inden Tartakovsky blev instruktør på den mere mainstream Hotel Transylvania-serie.
Det er muligvis uheldigt for Tartakovsky, men helt sikkert heldigt for filmene om de søde monstre. Tartakovsky har nemlig bid for bid forvandlet Hotel Transylvania-filmene til en af de mest vellykket gakkede mainstream animations-franchises.
Det lagde ud som en slags børnevenlig Familien Adams, men her i tredje omgang er relationen til de klassiske monstre efterhånden forsvundet, til fordel for en verden hvor alle fantasivæsner har en plads.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at fortællingerne fra start af har været filmenes svageste punkt. De er ikke andet end en vag undskyldning for et konstant angreb af veloplagte visuelle jokes.
Det gælder også for denne tredje omgang, der sender Dracula og kompagni ud på et monster-krydstogt.
Her forelsker den stakkels Drac sig i den betagende Kaptajn Ericka. Desværre hedder Ericka i al hemmelighed Van Helsing til efternavn. Næppe en god start på en vampyr-romance.
Som i de andre film giver historien mulighed for lidt sukkersødt familiedrama, men det er heldigvis ikke historien, der er ‘the main attraction’.
Det er derimod de konstante maskingeværsalver af fremragende visuelle jokes.
Tempoet er rasende højt, og der går ikke et minut forbi uden mindst 3-4 jokes, der kun ville kunne udspille sig i animation.
Tartakovskys fantastiske sans for det visuelle skaber et univers, der minder om en slags Looney Tunes på speed.
Blandt de bedste gags i denne omgang er et luftfartsselskab drevet af Gremlins, og en ordløs og farvestrålende dybhavstur.
Det hele kulminerer i en musikalsk finale, der på samme tid er tilfredsstillende, et billigt trick og en fremragende actionsekvens.
Det er et filmsprog, der er lige tiltalende, om så man er barn eller voksen.
Udtrykket i Hotel Transylvania-serien er blevet tiltagende stiliseret, og Tartakovskys suveræne stil er endelig for alvor genkendelig i det karikerede figurdesign, der er længder foran størstedelen af andre mainstream animationsfilm fra Hollywood.
Så gør det mindre, at både Hotel Transylvania og publikum i perioder glemmer, hvad den egentlig handler om.
Jeg kunne stadig godt ønske mig at Tartakovsky fik et bedre manuskript mellem hænderne og skabt en biograffilm, der for alvor kunne leve op til hovedværkerne fra fjernsynsskærmen.
Men indtil da, glæder jeg mig bare til Hotel Transylvania 4.
Elias har helt ret: Den var god!
Hotel Transylvania 3: Monsterferie byder på det ene vanvittigt sjove påfund efter det andet. Det er visuelt opfindsom monster-underholdning for animations-fans i alle aldre. Så gør det mindre, at historiefortællingen træder lidt i baggrunden.
