A Ciambra anmeldelse: En gangster vokser op

Realisme har en lang tradition i europæisk filmkultur og er ikke blevet mindre populært i de senere år.

Moderne europæisk realisme – oftest af den sociale slags – føles som regel på en af to måder.

Enten føles det bare virkeligt. Som et kig ind i et miljø plukket direkte fra vores omgivende verden.Men oftest føles det desværre anderledes. Som om en film desperat anstrenger sig for at føles virkelig.

Det var f.eks. tilfældet med den roste, men efter min mening klodsede, Standing Tall.

Men sådan er det heldigvis ikke med A Ciambra, der er en af de mest troværdige film, jeg har set længe.

Ikke at jeg har meget baggrund for at vurdere om instruktør Jonas Carpignanos fremstilling af en gruppe romaers liv i Italien er virkelighedstro. Men A Ciambra føles ægte, og det er det vigtigste.

En stor del af troværdigheden kommer sandsynligvis af brugen af amatørskuespillere, der stort set bare spiller sig selv. Ikke at det mindsker, hvor imponerende deres præstationer er.

For imponerende er de.

I front er den unge dreng Pio, og A Ciambra udfoldes langt hen ad vejen som en slags dunkelt coming-of-age drama for den hårdhudede dreng.

Da Pios brødre ryger i fængsel, er det op til Pio – synes han selv – at være manden i huset for de tre generationer, der bor under samme tag.

Pio ser ingen anden vej end at kopiere sine ældre brødre, og han kaster sig ud i en eskalerende serie af kriminelle handlinger.

Det er hård kost at se Pios tilværelse, men det forvandler også A Ciambra til en slags klassisk gangster-drama – bare med en 14 årig i hovedrollen.

Tim Curtins billeder har samme rastløse energi som Pio selv, og holder sig ofte næsten klaustrofobisk tæt på sin hovedperson.

Dog ikke så tæt, at filmen ikke giver indtryk af det benhårde parallelsamfund som de italienske romaer opbygger sig. Det er en verden af benhård fattigdom, hvor familier lever i bygninger, der er lige på grænsen til det beboelige.

Pio Amato leverer en gribende præstation i hovedrollen. En præstation der føles dokumentarisk ægte.

Resten af roma-familien i centrum spilles af Pios rigtige familie, og det tilføjer filmen en kemi, der nok nærmest ville have været umulig at opnå med professionelle skuespillere.

Vittorio De Sica og kompagni ville have været stolte.

Men instruktør Jonas Carpignano er heldigvis ikke bange for at bruge al virkeligheden som støbeform til en dramatisk historie.

A Ciambra føles ikke bare som en omgang fluen-på-væggen på en tilfældig dag, men mere som en græsk tragedie med gangster-krydderi.

En slags neorealistisk Goodfellas.

Desværre bliver Carpignano mod slutningen for fristet til at skære tingene ud i pap for sit publikum.

Instruktøren stoler desværre ikke nok på sin fantastiske visuelle miljøskildring, og lader Pios bedstefar sige åbenlyse ting som “Det er os mod verden”. Da en hest kommer forbi mod slutningen med tung symbolik fra romaernes fortid, bliver det hele simpelthen for tungt.

Men det forhindrer heldigvis ikke A Ciambra i at være en både rystende og bevægende filmoplevelse.

A Ciambra er lige dele bevægende socialrealisme og intens gangsterfabel, også selvom den mod slutningen forfalder til lidt for firkantet historiefortælling.