Landet af glas anmeldelse: Død og magi
Der er noget med at døden er nemmere at forstå i fantasy-universer.
Utroligt mange fantasy-universer kredser om døden. Om det så er Tolkiens elvere, der melankolsk drager til Valinor, George R.R. Martins blodrøde bryllupper eller Astrid Lindgrens Nangijala og Nangilima.
Måske er døden mere til at sluge i fjerne magiske universer, eller måske kan fantasy bare tilgå døden mere poetisk og direkte end realistiske historier kan.
Under alle omstændigheder følger den nye danske familiefilm Landet af glas lige i hælene på flere århundreders fabler om døden.
Det gør den imponerende godt.
Det er nemlig alt for sjældent at dansk film henvendt til børn og unge tager sig selv så alvorligt som Landet af glas gør.
De debuterende spillefilmsinstruktører Marie Dalsgaard Rønn og Jeppe Vig Find har nemlig usædvanligt stor tiltro til deres unge publikum.
Med Landet af glas kommer de med et forsigtigt bud på, at danske børne og ungdomsfilm ikke behøver et unaturligt højt tempo eller en lavine af plat humor for fange et bredt publikum.
Det eneste der er brug for, er en god historie.
Landet af glas følger den lidt ensomme dreng Jas, der bor med sin far på et stort nedlagt gartneri. Jas’ far er lastbilchauffør, og Jas tilbringer derfor mere end rigeligt tid alene, efter hans mor er død to år tidligere.
Du husker nok jeg sagde det der med døden og fantasy, ikke?
Fantasy-delen kommer helt bogstaveligt forbi, da Jas finder en pige og en gammel dame i ude i laden. De er mærkeligt klædt, og tilsyneladende på flugt fra noget eller nogen.
De siger, at de bor i skoven.
Og mere ville det være synd at afsløre om den enkle, men tilfredsstillende, historie i Landet af glas.
Jeppe Vig Find og Marie Rønn har i snart to årtier vel nok været spydspidserne i dansk børneunderholdning på TV.
Med ‘Lille nørd’ som et af pragteksemplerne har de skabt en række programmer, der både har formået at ramme deres unge målgruppe men også række ud til os, der er godt på den anden side af konfirmationsalderen.
Det var nu ikke givet, at talentet for børneprogrammer ville kunne overføres til arbejdet med en spillefilm, men det er åbenbart tilfældet.
Med Landet af glas leverer de to nemlig en overordentligt selvsikker dansk eventyrfilm, der uden at lefle for nogen har mulighed for at ramme et meget bredt publikum.
Sjældent har jeg set Danmark forvandlet til et så magisk regnvådt og diset eventyrland som i Landet af glas.
Det skyldes især Sine Vadstrup Brookers betagende melankolske billeder, der giver internationalt format til en film, der umuligt har haft et stort budget at arbejde med.
Men det er generelt et overraskende lyrisk filmsprog, de to debuterende instruktører får skabt.
Lyddesigner og Peter Schultz og komponist Jonas Struck skaber et følelsesladet univers, der strækker sig ud over biograflærredets kant.
Klipper Lars Wissing tør give sig god tid til at udfolde filmens lille historie. Det skiller sig helt uhyrligt ud fra de fleste danske familiefilm – sammenlign blot med det hysteriske tempo i Far til fire i solen for eksempel.
Landet af glas vil mere end det.
Den vil tale om døden. Om hvordan mindet om dem vi mister, kan blive hos os, uden at vores liv behøver at gå i stå, og den gør det på en måde, så både børn og voksne vil være lige fascinerede.
Så betyder det mindre med filmens begrænsede skønhedsfejl.
Børneskuespillerne i centrum rammer ikke altid lige rent, og manuskriptet har desværre en tendens til at blive overforklarende.
Især det sidste er synd i en film, der ellers fortæller sin historie så vellykket visuelt.
Men det ændrer ikke på, at Landet af glas er en usædvanligt god familiefilm.
Jeg håber, at Marie Rønn og Jeppe Vig Find bliver i fantasy-universet med deres næste film, som jeg nu har meget høje forventninger til!
Landet af glas er en dansk familiefilm af usædvanligt høj karat. Den emmer af fortælleglæde og hjertevarme, og er en imponerende debut for Marie Dalsgaard Rønn og Jeppe Vig Find.
