Sankt Bernhard Syndikatet anmeldelse: Mads Brügger går til fiktionsfilmen

0
1243
Sankt Bernhard Syndikatet anmeldelse
Foto: Jonas Berlin/UIP

Sankt Bernhard Syndikatet anmeldelse: Et fornøjeligt rod

Jeg gætter på, at Mads Brügger elsker at dele vandene. Hans film har i hvert fald en tendens til at gøre netop det.

Sankt Bernhard Syndikatet er Brüggers først hop ud i fiktionsfilmens univers, og selvom resultatet ikke nødvendigvis er entydigt vellykket, så er det i hvert fald aldrig kedeligt.

Faktisk er Sankt Bernhard Syndikatet et stort rod.

Men jeg er ret vild med den.

Brügger har grebet fat i de hippes komikere Frederik Cilius og Rasmus Bruun, som de fleste nok kender fra Den Korte Radioavis.

De to spiller et umage makkerpar – ved navn, øh, Frederik og Rasmus – der tager en tur til Kina for at starte et firma, der skal opdrætte og sælge Sanktbernhardshunde til rige kinesere.

Det er ubetinget kemien mellem de to komikere, der er limen, der binder filmens meget forskellige dele sammen.

Frederik er den brovtende småsvindler af en forretningsmand, der på kynisk vis udnytter Rasmus – som han iøvrigt mobbede da de begge gik på Herlufsholm – som investor i sit luftkastel af en forretningsplan.

Rasmus derimod har lige fået konstateret ALS.

“Den sygdom Stephen Hawkings lider af” som Rasmus’ læge behjælpeligt forklarer i en scene, der er begyndelsen på filmens på alle måder akavede humor.

At Frederik og Rasmus er et godt makkerpar, er de færreste nok i tvivl om, men at de også ville fungere på film var ingen garanti.

Men det gør de.

Sankt Bernhard Syndikatet anmeldelse
Foto: Jonas Berlin/UIP

Der er noget Gøg og Gokke eller Fy og Bi over deres radikalt forskellige fysik og attitude. De to komikeres evner i improvisation kommer i høj grad også Sankt Bernhard Syndikatet til gode.

Brüggers komedie er nemlig en lang improvisationsøvelse.

Alle de kinesiske medvirkende – med en markant undtagelse – er nemlig ikke skuespillere, og i stedet uvidende ofre for de to danskeres komik.

Eller ofre er måske så meget sagt.

Når brugen af virkelige mennesker omkring de to mandebørn fungerer bedst, så udstiller den hovedkarakterernes egne absurde mangler og bizarre opførsel.

Men det er også her Sankt Bernhard Syndikatet begynder at stritte i vidt forskellige retninger.

Sankt Bernhard Syndikatet anmeldelse
Foto: Jonas Berlin/UIP

Om det er resultatet af skyd-fra-hoften filmteknikken eller et bevidst valg, tør jeg ikke gætte på. Men Sankt Bernhard Syndikatet har en tone, de skifter hurtigere end et af reklameskiltene i Chongqing.

Her er masser af humor af den dystert underspillede slags, ofte i de akavede møder mellem de to danskeres absurde opførsel og de monolitiske kinesiske traditioner.

Men der er også mere end en snert af Klovn og Borat i flere omgange falden på halen komik og humor under bæltestedet.

Kombiner det med øjeblikke, der skal være dybfølte, og en Todd Solondz-lignende kulsort komisk tilgang til Rasmus’ tiltagende sygdom.

Så har du opskriften på en film, der på alle måder er all over the place.

Sankt Bernhard Syndikatet anmeldelse
Foto: Jonas Berlin/UIP

Det ene øjeblik vil Brügger have os til at føle med Frederik og Rasmus, i scener som de to komikeres skuespiltalent ikke altid kan rumme. Det næste skal vi grine af en statues kønsorganer eller en konfettikanon affyret i skridtet.

Og så har jeg slet ikke nævnt den lange kinesiske reklame, der er et af filmens højdepunkter. Den inkluderer blandt andet en Sanktbernhardshundehvalp i et guldbur, der senere forvandles til et menneske.

Resultatet er en bizart sammensat film, og det holder på alle måder Sankt Bernhard Syndikatet fra at være en entydigt vellykket helhed.

På den anden side er den aldrig mindre end underholdende, og med Jonas Berlins smukke billeder får det hele en sært melankolsk aura.

Når nu filmen kalder på enten had eller kærlighed, så er det som filmanmelder selvfølgelig lidt skuffende at lande et sted midt imellem.

Men jeg hælder alligevel til den positive side.

Sankt Bernhard Syndikatet er lige den type rod, jeg kan sætte pris på.

Sankt Bernhard Syndikatet hører til blandt de mest bizarre danske komedier nogensinde, og det mener jeg altså som et kompliment. Mads Brüggers første film er ikke altid lige vellykket, men den er i hvert fald helt sin egen.

4 af 6 stjerner anmeldelse