Tully anmeldelse: En kvinde i krise
Jeg har sjældent – måske aldrig – set så ærlig og usentimental en gengivelse af at få et barn i en Hollywood-film som i Tully.
Det er nemlig ikke ligefrem et guddommeligt mirakel da Marlo – sindssygt godt spillet af Charlize Theron – får et barn.
Nej, i Tully er det et ensomt helvede af torturerede brystvorter, brystpumper og gylp på væggen.
Det hjælper selvfølgelig ikke, at babyen er det tredje barn, og at den midterste, drengen Jonah, måske er et sted på autismespektret, og derfor kræver ekstra opmærksomhed.
Charlize Theron er simpelthen formidabel som den hårdt prøvede mor, og hvad end det er sminke, eller hendes egen krop hun har forandret, så kaster Theron sig ind i rollen med hud og hår.
‘Hvad er der galt med din krop mor?!’ siger Marlos datter chokeret, da hun ser mors maveskind i et af de bedste tragikomiske øjeblikke i Tully.
Den slags er der en del af, for det er Diablo Cody – kendt for sin ultra kække dialog – der står bag manuskriptet til Tully.
Med Tully har hun muligvis leveret sit bedste manuskript siden Juno, ved at skrue ned for den overskrevne sarkasme og op for virkeligheden.
Det gør også de sjove øjeblikke endnu sjovere.
Som da Marlo er ude og jogge og kaster sig ud i en dyst med en selvfølgelig alt for ung og alt for smuk jogger, der ender med Marlo storsvedende i grøften med mælk lækkende ud af t-shirten.
Marlo er mildt sagt ved at knække psykisk, men nødtvungent får hun hjælp fra titlens Tully – betalt af Marlos velhavende bror.
Tully er natbarnepige, hvilket betyder, at hun passer babyen om natten, så Marlo kan få mere søvn.
Inden længe viser den energiske unge kvinde sig dog at have større evner end det, og hun begynder at hjælpe med alle dele af Marlos liv.
Den midtvejskrise Marlo er faldet ned i begynder pludselig at lysne, mens de to kvinder får et nært forhold.
Den hyperenergiske og sukkersøde Tully spilles til perfektion af Mackenzie Davis, som en mere moderne og frisindet Mary Poppins.
I baggrunden spiller Ron Livingston Marlos søde, men måske også lidt fraværende mand, der både glædes og undres over Marlos nyfundne energi.
Tully er kvindernes film: Theron, Davis og Cody.
Men instruktør Jason Reitman gør også et godt stykke arbejde.
Et par opfindsomme montager – blandt andet Marlos meget lidt romantiske fødsel og en biltur der består af brudstykker af en række nostalgiske hits – er både opfindsomme og veludførte.
Desværre snubler Tully på målstregen med en alt for fortænkt slutning, der underminerer den humoristiske realisme, der er gået forud.
Pointer der stod rigelig klart i resten af filmen, bliver pludselig unødvendigt bogstavelige.
Det er synd, for uden den slutning havde Tully nærmet sig det mesterlige.
Tully er et sjældent ærligt og humoristisk indblik i en kvindes midtlivskrise. En film der gør det klart, at det er helt ok at græde over spildt modermælk. Charlize Theron og Mackenzie Davis er fantastiske, også selvom slutningen ikke lever op til det, der går forud.
