Farvel til Tyskland anmeldelse: Den trebenede jødiske hund

I de indledende billeder fra Farvel til Tyskland halter en trebenet hund sig gennem Frankfurts brolagte gader kort tid efter afslutningen på anden verdenskrig.

Symbolikken er til at tage og føle på.

Både Tyskland – men selvfølgelig især de overlevende jøder – er som en trebenet hund, der gævt lever videre i ruinen fra en katastrofe.

Det lyder måske som starten på endnu et tungt drama om holocaust, men det er det heldigvis ikke.

Farvel til Tyskland er nemlig – det meste af vejen – befriende humoristisk.

En af de trebenede hunde – øh, overlevende jøder – er David. Han spilles af Moritz Bleibtreu, der gør en god figur som cigaretrygende og trenchcoat-bærende småsvindler.

For David – og en række jødiske venner – er der ikke megen grund til at blive i det destruerede Tyskland, der nu er overtaget af de allierede.

Drømmen er at komme til USA.

Med det mål for øje starter David og hans lille gruppe en forretning, der skal sælge lagner og håndklæder til de tyske borgere.

‘Det er lige det tyskerne har brug for’ påstår David engageret.

Det gør de gæve gutter ved at slå op i dødsannoncerne, tage ud til de efterladtes hjem, og så påstå at de kender afdøde.

Og det er i disse kække svindler-scener, at Farvel til Tyskland er bedst.

Den ironiske historie om en flok svindler-jøder i efterkrigstyskland er original, og det er sjovt at se gruppens uærlige metoder.

Men dramaet står selvfølgelig lige om hjørnet og banker på.

David bliver kaldt ind til afhøringer af amerikanerne, der påstår, at han under krigen arbejdede sammen med nazisterne.

Sideløbende med svindler-løjerne følger Farvel til Tyskland disse afhøringer, hvor David, som enhver god historiefortæller, pynter lidt på historien om, hvordan han under krigen blev komiker for nazisterne.

Kemien mellem David og den kvindelige afhører – spillet af Antje Traue – holder opmærksomheden fanget. Langsomt oprulles det, om David virkelig var nazi-sympatisør, eller om historien er anderledes smertefuld.

Det hele pakket ind i et lækkert udtryk, der måske nok er en lige lovligt postkort-agtig udgave af efterkrigstidens Tyskland, men som samtidig er flot på det store lærred.

Farvel til Tyskland holder et højt tempo, og den humoristisk indgangsvinkel til de alvorlige løjer er forfriskende – særligt i en tysk film.

Desværre tør den ikke gå hele vejen. Humoren kommer aldrig for alvor til at stikke, hvor det gør ondt. Da dramaet pludselig vil tages meget alvorligt, smelter det ikke rigtig godt sammen med den ellers så letbenede tone.

Men det hindrer nu ikke Farvel til Tyskland i at være en fornøjelig historie fra den trebenede hund, som efterkrigstidens tyskland var.

Farvel til Tyskland er en opfindsom og sjældent humoristisk vinkel på Holocaust. Moritz Bleibtreu og Antje Traue leverer solide præstationer, også selvom det hele måske er lige lovlig letbenet.