Deadpool 2 anmeldelse: Brandvarme chimichangas

Var du fan af den første Deadpool?

Så skal du ånde lettet op nu. De har ikke fucket Deadpool op med efterfølgeren.

Tværtimod er der strammet op på den første films få svage punkter, mens styrkerne er tilbage for fuld kraft.

Så bare tag ind og se den.

Hvis du endnu ikke er overbevist, så læs videre, så skal jeg så spoilerfrit som muligt danse mig igennem alle kvaliteterne i Deadpool 2.

Jeg var ellers lidt bekymret, da trailerne til Deadpool 2 og al deres snak om X-Force begyndte at strømme ud.

Skulle ‘the merc with a mouth’ nu gå Avengers – eller Thanos forbyde det – Suicide Squad i bedene og blot være en lille del af et større hold.

Så simpelt er det heldigvis ikke.

Deadpool 2 er stadig helt og holdent Deadpools film, og Deadpool er stadig helt og holdent Ryan Reynolds’ glansrolle.

Reynolds’ sarkastiske tone og udstråling er skræddersyet til den 4. vægs-brydende anti-superhelt. Reynolds komiske evner bliver for alvor sat på prøve med Deadpool 2, hvis vanvittige frekvens af jokes muligvis er endnu højere end den første film.

Med så stor kvantitet er det selvfølgelig ikke alt, der rammer, men som med første omgang er Deadpool 2 overraskende skarpt skrevet.

Og så hjælper det selvfølgelig, at Reynolds har evnen til at sælge både de snedige jokes lige så godt som de decideret dumme.

I lange perioder føles Deadpool 2 nærmest som en lang spoof-film.

I så fald må Josh Brolin være Leslie Nielsen.

Brolin er i hvert fald det tætteste Deadpool 2 kommer på en ‘straight man’. Hvis en tidsrejsende cyborg da kan kaldes ‘straight man’.

Med rollen som Cable sætter Brolin endnu et solidt aftryk hos superheltene. Denne gang som en slags hjertevarm terminator.

Og hjertevarme er måske noget af det mest overraskende ved Deadpool 2.

I al den ironiske metatekstuelle humor gemmer der sig en overraskende dybfølt – og ikke mindst dyster – fortælling.

At Deadpool 2 flere gange er decideret rørende, tog mig for alvor med bukserne nede (Deadpool ville nok have et eller andet at tilføje her…).

Det er et mindre mirakel, at Deadpool 2 er i stand til at jonglere så forskellige toner så vellykket, fra det fuldstændigt gakkede til det dybt sentimentale.

Jeg elsker, når den slags lykkes

Imens byder David Leitch – der har overtaget instruktørstolen fra Tim Miller – også på et par fabelagtige actionsekvenser, der lader fremragende stuntarbejde og klare billeder være endnu vigtigere end CGI-bulder og brag.

Ikke så mærkeligt fra en tidligere stuntkoordinator og stuntmand, men det bør nu fejres alligevel.

Den mere jordnære action er symbolsk for noget af det bedste ved Deadpool 2. Den holder nallerne fra de episke verdensomvæltende fortællinger, og holder i stedet det hele helt personligt.

Det er et fantastisk godt valg, og gør på mange måder Deadpool 2 til den perfekte mere intime følgesvend til Avengers: Infinity War.

Og så har jeg slet ikke nævnt alle de nye ansigter.

Morena Baccarin er stadig hjertet i filmen som Deadpools elskede Vanessa, mens Stefan Kapicic og Brianna Hildebrand – som henholdsvis spejderdrengen Colossus og den gnavne Negasonic Teenage Warhead – stadig er den perfekte kontrast til den løsslupne Deadpool.

Men det er Zazie Beetz som den ultra-heldige Domino og selvfølgelig Julian Dennison – der var så fantastisk i Hunt for the Wilderpeople – der løber med opmærksomheden.

Mon ikke vi kommer til at se mere til de figurer.

Under alle omstændigheder håber jeg vi ser meget mere til Deadpool, der med Deadpool 2 for alvor har fundet sin plads i det tætpakkede superheltelandskab.

Deadpool 2 er endnu bedre end etteren. Den byder på al den superhelteaction, man kan ønske sig, og så er den bare skide sjov imens. Ryan Reynolds virker som om, han er født med den røde dragt på. Lad os håbe han beholder den på, mange film endnu.