Mary Poppins vender tilbage anmeldelse: Disney-magien

Det er ikke mange, der kender til Warner-magi, Fox-magi eller Dreamworks-magi, men nævn Disney-magi, og så ved de fleste nok, hvad du mener.

Men hvad består den egentlig af, den der Disney-magi?

I nyere tid, er det let at være kynisk: Disney-magi er evnen til at overtage hele verdens medieproduktion og gøre os alle sammen til tandhjul i den gigantiske mediekoncerns maskine.

Eller måske er Disney-magi evnen til at drukne biograferne i superheltefilm og spillefilm baseret på genbrugt nostalgi.

Sidstnævnte er Mary Poppins vender tilbage på overfladen et præmieeksempel på.

Det lå måske ikke lige for at den 54 år gamle klassiker havde brug for en efterfølger, og man behøver næppe være stor-kyniker for at gætte på, at motivationen nok mere er knitrende kontanter end kunstneriske ambitioner.

Men så er det man sidder der i salen foran Mary Poppins vender tilbage, og så dukker den op.

Disney-magien.

Musical-superstjernen og komponisten Lin-Manuel Miranda går rundt en tidlig morgen i et smukt fotograferet og vildt romantiseret London og tænder lamperne, mens hans længselsfuldt synger om himlen over storbyen.

Mary Poppins anmeldelse
Foto: Disney

Instruktør Rob Marshall – der ellers ikke har lavet en eneste film jeg kan lide – var kun cirka 30 sekunder om at kvæle min indre Disney-kyniker.

For Mary Poppins vender tilbage er lavet med for stærkt håndværk og for meget kærlighed til at anklagerne om at være en kynisk pengemaskine for alvor kan lande.

Den slags preller simpelthen af på den sprudlende energi, der gør Mary Poppins vender tilbage til en rigeligt værdig efterfølger til den oprindelige film.

Mary Poppins anmeldelse
Foto: Disney

De nye sange viderefører elegant den stepdansende gammeldags tone fra Mary Poppins, selvom de selvfølgelig blegner en smule i sammenligning med de oprindelige sange, der har haft 54 år til at bore sig fast i underbevidstheden.

Men charmen er til gengæld direkte sammenlignelig, og der rammer Mary Poppins vender tilbage heldigvis samme barnligt legelystne tone.

Og det er overraskende nok en tone, der føles frisk i sin gammeldags Broadway-stemning. Mary Poppins vender tilbage letter ubesværet sine fødder fra jorden og flyver op i et luftlag, der kan sende både børn og voksne ud i frydefulde fantasiverdener.

Det hjælpes godt på vej af Emily Blunt.

Mary Poppins anmeldelse
Foto: Disney

Blunt leverer en præstation, der føles som en fortsættelse af Julie Andrews ikoniske Poppins, men som også twister den magiske barnepige i en mere skælmsk retning.

Blunts Poppins er mindre sødmefuld og mere striks, mens glimtet i øjet i bibeholdt.

Samme glimt i øjet har den amerikanske megastjerne Lin-Manuel Miranda, der lagde alle ned med musicalen Hamilton. Hans præstation som lampetænderen Jack er en fin erstatning for Dick Van Dykes Bert.

Mary Poppins anmeldelse
Foto: Disney

Samtidig får Mary Poppins vender tilbage faktisk større følelsesmæssig resonans end den oprindelige film ved hjælp af en mere klar historie om de nu voksne Banks-børn og bedre børnepræstationer.

Men fokus er selvfølgelig stadig på de mange eventyrlige påfund og smukt koreograferede musicalnumre – der selvfølgelig også inkluderer en længere 2d animeret sekvens, der fuldt ud lever op til originalen.

Ja, det hele bliver måske lige episodisk nok, men det er originalen så sandelig også.

Mary Poppins anmeldelse
Foto: Disney

Der er selvfølgelig også en kerne af nostalgisk imitation i Mary Poppins, men det føles heldigvis mere som en dybfølt hyldes end en kølig jagt på publikums penge.

Selvom det selvfølgelig er begge dele.

Men det betyder altså ikke så meget, når filmen har evnen til at sende både børn og voksne smilende og nynnende ud af biografen.

Disney-magi for fuld effekt.

Mary Poppins har stadig magien i behold. Mary Poppins vender tilbage er en smuk hyldest til den oprindelige film og en frydefuld fejring af barnlig fantasi på sine egne vilkår.

5 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer