Ulvehunden anmeldelse: Ulvehunden uden alt for skarpe tænder

10 filmatiseringer har Jack Londons klassiske roman Ulvehunden, eller White Fang på originalsproget, affødt siden den udkom i 1906. I hvert fald hvis man tæller både efterfølgere og TV-serier.

Der er da også noget grundlæggende fascinerende ved historien om den smukke ulvehund, der må gå så grueligt meget igennem både i naturen og civilisation, før han finder et sted at høre til.

Det er en unikt amerikansk fortælling om at civilisere vildnisset, men også et gammeldags drengebogs-eventyr med masser af vilde dyr og vildere cowboys.

Denne nyeste animerede filmatisering klarer nok drengebogsdelen bedst, og er en billedskøn og underholdende oplevelse, selvom det til tider er svært at se, hvilket publikum, den er lavet til.

Ulvehunden vælger klogeligt – i modsætning til den stort opsatte filmatisering fra 1991 med Ethan Hawke – at holde sig relativt tæt til originalhistorien i stedet for unødigt at indsætte et menneske i hovedrollen.

Det klæder filmen, der især i sin første halvdel udfolder sig som en relativt tavs fortælling om den lille Ulvehunds opvækst.

Dyrene er ikke unødigt antropomorfiserede, og animationerne er vellavede og forbavsende naturtro især det nok relativt begrænsede budget taget i betragtning.

Ulvehunden anmeldelse
Foto: Sweet Chili Entertainment

Filmskaberne, med instruktør Alexandre Espigares i front, er godt klar over at de ikke har midlerne til at konkurrere med computeranimations-giganterne fra USA på et teknisk niveau.

I stedet har de satset på en stiliseret udgave af historiens iskolde, nordamerikanske univers, der kombinerer 3D animation med mere maleriske teksturer.

Det fungerer fremragende, og en stor del af fornøjelsen ved Ulvehunden er den vellykkede visuelle side, der også tæller de bevidst kantede menneskefigurer.

Ulvehunden anmeldelse
Foto: Sweet Chili Entertainment

Men historien om ulvehunden, der går fra naturen, til byen og tilbage igen er også grundlæggende spændende, selvom den også til tider – som kildematerialet –  måske er lige episodisk nok.

Samtidig bevarer Ulvehunden en god portion af den oprindelige histories barskhed, selvom den dog filer tænderne på Jack Londons bog en smule.

Desværre efterlader det også en film i et vadested, der nok er lidt for barskt for de helt små, og måske lidt for langsomt for de større.

Men der er alligevel western-eventyr og smukke billeder nok, til at historien om Ulvehunden stadig er interessant i sin tiende filmatisering.

Ulvehunden byder både på malerisk smukke billeder og en solid omgang eventyr af den gamle skole.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer