Marianne & Leonard: Words of Love anmeldelse: En kærlighedshistorie.
Instruktør Nick Broomfields nyest dokumentar Marianne & Leonard er en kærlighedshistorie. Det er jeg helt sikker på.
Men jeg er ikke helt sikker på, hvem kærligheden er imellem.
Titlen – som i øvrigt afslører om Nick Broomfield, at han ikke bare har en irriterende fortællerstemme, men som i Whitney: Can i be me? også en irriterende vaner med unødige undertitler – insisterer på at kærligheden er mellem Leonard Cohen og hans udkårne Marianne.
Marianne & Leonard hiver gennem arkivoptagelser og interview publikum med tilbage til den solbeskinnede græske ø Hydra i 1960’erne, da den canadiske sanger Cohen for første gange mødte norske Marianne Ihlen.
Dengang var Hydra et kunstner-retræte, fyldte med håbefulde poeter og musikere – og endnu flere hallucinatoriske stoffer.
Her præsenterer Broomfield de to blomsterbørns forhold som lige dele harmonisk og virkelighedsfjernt.
Den åbenhjertige Marianne leverede mad til den karismatiske Cohen, der nedfældede ord, der senere skulle blive til ikoniske sange.
Herunder selvfølgelig Marianne og Bird on a Wire direkte inspireret af Cohens norske muse.
Det er kunstner-kærlighed lige efter bogen.
Men en anden kærlighedshistorie trænger sig på det idylliske liv på Hydra.
Leonard Cohens kærlighed til sig selv.
For mens Cohen får success som kunstner, bliver livet med Marianne mindre interessant.
Cohen bruger tiltagende mere tid i USA på at skrive sange om at få oralsex af Janis Joplin og tage store mængder stoffer.
Marianne forvandler sig til en anekdote fortalt til koncerter, mens hun efterlades ensom på Hydra med en noget overset søn fra et andet forhold.
Så måske handler Marianne & Leonard i virkeligheden om kærligheden til myten om det idealiserede kunstner/muse forhold.
Med så mange kærlighedshistorier på spil – inklusive instruktørens eget forhold til Marianne delvist sideløbende med Cohens – er det måske ikke så mærkeligt, at Marianne & Leonard fortaber sig lidt.
For selvom Broomfield har fundet en original vinkel på kunstneren Cohen, så har han svært ved at holde fokus.
I en periode forvandler filmen sig mere til et regulært kunstnerportræt af Cohen, mens historien om Marianne glemmes.
Rockstjerne-livet er åbenbart sjovere stof, end en voksen kvinde, der må passe en psykisk syg søn.
Broomfields egen personlige fortid med Marianne får også uforholdsmæssigt meget tid.
For det er i portrættet af det komplekse livlange forhold mellem titelpersonerne, at Marianne & Leonard finder sin berettigelse.
Og da filmen når frem til sin afslutning og Marianne får et sidste kærligt brev fra Leonard på sit dødsleje, er det svært ikke at blive bevæget.
Måske var det alligevel de to, kærligheden var imellem.
Marianne & Leonard er både et skarpt tidsbillede og et fascinerende portræt af et lige dele romantisk og dysfunktionelt forhold.
