Onkel anmeldelse: Morgenmad og følelser

Man kan sige meget med morgenmad.

Tag nu bare Kris i instruktør Frelle Petersens nyeste film Onkel.

Hver morgen laver den unge kvinde nøjsom morgenmad til sig selv og hendes delvist invaliderede onkel på onklens landbrug i Sønderjylland.

2 halve ristede krydderboller med Nutella til onkel, en skål yogurt til Kris selv.

Krydderbollerne rister Kris nænsomt på brødristeren, hun sætter Nutellaen frem på bordet og ryster sin karton med yoghurt på samme omhyggelige måde.

Den daglige rutine viser instruktør Frelle Petersen med fornemt fokus på detaljerne i sine velkomponerede statiske billeder i Onkel.

Så det er selvfølgelig nemt at spotte – både for publikum og onkel – at noget må være galt, når detaljerne forandrer sig.

Pludselig står Nutellaen slet ikke klar, og krydderbollerne forkuller på brødristeren.

For Kris’ omsorg for onklen og deres tavst indforståede hverdagsrutiner på gården sættes på spil, da Kris’ gamle drøm om at blive dyrlæge vækkes, og hun tilmed fatter interesse for den lokale mand Mike.

Onkel byder med andre ord på en klassisk fortælling om udlængsel, men klædeligt nok er det ikke Kris’ godmodige onkel, der sætter en stopper for Kris’ drømme om et andet liv.

Konflikten foregår næsten udelukkende hos den fåmælte Kris selv, der er bange for at miste sin sidste levende slægtning, hvis hun overlader ham til sig selv.

Og alt det kommer ud gennem morgenmaden.

Det vækker minder om Chantal Akermans feministiske kunstfilmklassiker Jeanne Dielman, 23 quai du Commerce, 1080 Bruxelles, der portrætterede en kvinde gennem sit huslige arbejde.

Men selvom Frelle Petersens adstadige tempo og atypiske visuelle stil hører hjemme hos kunstfilmen, så er Onkel en langt mere tilgængelig film.

Det skyldes ikke mindst den troværdige skildring af Sønderjylland og filmens skuespillere, der alle spiller en variant af sig selv.

Onkel rammer simpelthen en rent ægte tone med en smittende hjertevarme og overflod af kærlighed til sine karakterer.

Det hele krydres med en tilpas underspillet humor, der leder op til et par af de største grin, jeg har fået fra en dansk film i år.

Resultatet er en lille film, der fortjener et stort publikum.

En gang imellem snubler desværre Onkel i en håndfuld lidt for bastant historiefortællende replikker, som skuespillerne har svært ved at gabe over og den dramatiske skruetvinge bliver måske lidt for stram mod slutningen.

Så går det straks bedre, når filmen er tavs, eller når den taler morgenmadens universelle sprog.


Onkel er en stilfuld og hjertevarm filmoplevelse med både troværdigt drama og uimodståeligt underspillet humor.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer