Le Mans ‘66 anmeldelse: De klassiske dyder

Det er åbenbart blevet sæson for de klassiske Hollywood-dyder i biografen.

I sidste uge bød instruktør Roland Emmerich på en buldrende krigsfilm, der føltes som noget fra 1950’ernes Hollywood.

Nu byder instruktør James Mangold så på en buldrende bilfilm, der føles som noget fra 1950’ernes Hollywood – endda selvom den foregår i 1960erne.

Men Mangold kommer mere helskindet ud af sit projekt.

Hvor Midway føles næsten håbløst bedaget, så føles Le Mans ‘66 som en mere bevidst moderne tolkning af guldalder Hollywood.

Men at det er de gamle dyder, der er på spil, i denne historie om store egoer og hurtige biler, kan de færreste være i tvivl om.

Christian Bale spiller det britiske brushoved Ken Miles, der en lige så god racerkører, som hans temperament er ude af kontrol.

Matt Damon er hans Texanske modpol, den tidligere racerkører Carrol Shelby, der er en talentfuld bildesigner og forstår at spille det politiske spil i motorsportens verden.

Den evne får både Miles og Shelby brug for, da de hyres af Ford til at skabe en racerbil og køre den over målstregen i årets Le Mans foran altdominerende italienske Ferrari.

Men kan hidsige Ken Miles mon tøjle sit temperament nok til at få love til at blive bag ratter på Fords præmiebil, kan han enes med sin ven Shelby og kan de to mon vinde det store løb til sidst?!

Svarene på de spørgsmål er ikke specielt overraskende – særligt ikke hvis man kender den virkelige historie bag Le Mans ‘66.

Men det er sådan set også fløjtende ligegyldigt.

For instruktør James Mangold har med selvsikkert håndelag instrueret en film, der er godt gammeldags underholdende.

Store egoer hamrer mod hinanden, mens exceptionelle mænd skubber grænserne for både teknologisk og analog ydeevne.

Det er gammeldags, ja, men også umanerligt underholdende i Mangolds ekstremt polerede og retrolækre film.

Selv bundet op på en forudsigelig historie får Le Mans ‘66 et tag i sit publikum med sin elementære spænding; vinder de mon?

Klogeligt sætter Mangold fokus på Shelby og Miles’ individuelle præstationer – for det er lidt nemmere at holde med de to, end den kyniske kommercielle magt Ford, som de arbejder for.

Det skyldes ikke mindst stjernerne Damon og Bale, der giver den gas i deres respektive roller.

Christian Bale danser frem og tilbage over grænsen til overspil som hidsigproppen Ken Miles, i en rolle der for en gangs skyld giver ham lov til at tale britisk.

Til tider bliver det lige overgjort nok, men det er aldrig mindre end underholdende, at se Bale råbe ‘Bloooody hell’, ‘waaanker’ og ‘aaaarsehole’ til sine konkurrenter fra bag rattet.

Det er svært ikke at heppe for at se ham nå først over målstregen.

Damon er mere afdæmpet – det er ikke svært – men ikke mindre underholdende som ærketexanske Shelby, der kæmper for at beholde Miles bag rattet, også når Ford ikke tror på ham.

Til tider bliver Le Mans ‘66 gammeldags på de forkerte måder. Lange lommefilosofiske monologer om livet ved 7000 omdrejninger er svære at tage alvorlige, og filmens kvinder kunne godt have haft en lidt mere moderne rolle end heppekor.

Men det er der selvfølgelig racer-scenerne til at distrahere fra.

De med sikkerhed digitalt forstærkede racerscener føles kun sjældent kunstige, og er for det meste små adrenalinpumpende bomber igennem filmens spilletid.

Det er ualmindeligt velinstrueret action.

Og det endelige løb byder på rigeligt med drama og twists til at gøre Bjergkøbing Grandprix stolt.

Det gør med andre ord ikke så meget, at vi har set det hele før, når bare det er så underholdende leveret.

Nogle gange holder de gamle dyder stadig.

Matt Damon og Christian Bale har gnistrende kemi i en godt gammeldags underholdende og hæsblæsende racerløbsfilm.