Julemandens datter anmeldelse: Jul og ligestilling

JuleMAND hedder det jo som bekendt, men hvorfor kan en kvinde egentlig ikke indtage den rolle?

Kvinder skal vel have lige så meget lov til at være bossen, der får lov til at guide de flyvende rensdyr ud med gaver til børn i hele verden?

Eller mere specifikt i Julemandens datter, så skal piger vel også have lov til at gå i julemandsklassen?

Det synes 12-årige Lucia i hvert fald.

Som datter af julemanden – i hvert fald den danske udgave, Julius, – er hun selvskrevet på den internationale julemandsskole på Grønland.

Men traditionen foreskriver, at det kun er drengene, der får lov til at gå i julemandsklassen.

Det finder principfaste Lucia sig ikke i, og da hun vinder det årlige julelotteri, får hun pludselig muligheden for at ændre de forstokkede regler.

Kampen for julemands-ligestilling gør Julemandens datter til en meget sympatisk – og ikke mindst moderne – familiefilm, men det hele kammer heldigvis ikke over i overkorrekt moraliseren.

Først og fremmest har instruktør Christian Dyekjær – der tager noget af et genrehop fra det intense drama Fantasten – nemlig sat sig for at lave en eventyrfilm.

Julemandens datter anmeldelse
Foto: Scanbox

Lucia får nemlig ikke bare sådan lige en plads i julemandsklassen. Ulf Pilgaards støvede, men veloplagt spillede, julerektor, sender hende nemlig på en tilsyneladende umulig opgave.

Hun skal opfylde drengen Alberts største juleønske. Men desværre er Alberts ønske, at hans far skal blive rask, og Alberts far er tilsyneladende blevet ramt af smitte fra den frygtede Krampus.

Så ja, julebæstet, der efterhånden har en plads i alle halvt alternative julefilm de seneste ti år, har også fået plads i Julemandens datter, der nu alligevel har sit eget ret overraskende twist på den populære skabning.

Og det er egentlig symptomatisk for Julemandens datter, at den lige præcis leverer nok krydderi til, at den hyggelige julefortælling skiller sig ud fra mængden.

Julemandens datter anmeldelse
Foto: Scanbox

Der er en dosis Indiana Jones-junior i Lucia og Alberts opklaringsarbejde af legenden om den frygtede Krampus, mens en skurkagtig arkæolog i skikkelse af Nikolaj Kopernikus er lige i hælene på dem.

Der bliver plads til en håndfuld vellykkede visuelle effekter – selvom de flyvende rensdyr måske ikke altid er lige overbevisende – men det er Ella Testa Kusk i filmens hovedrolle, der er filmens bedste kort.

Som den ukuelige Lucia leverer hun en af den slags børnepræstationer, der klart rummer muligheden for en fremtidig skuespilkarriere.

Men hun er nu også omgivet af flot udvalg af veloplagte voksne, der blandt andet tæller Martin Buch som Lucias julemands-far og en velvalgt skuespiller i rollen som Krampus, som jeg ikke vil afsløre her.

En gang imellem føles det lidt som om Julemandens datter kæmper med forskellen mellem ambitioner og budget, men det endelige resultat er alligevel blevet en veloplagt omgang julehygge.

Julemandens datter er et veloplagt juleeventyr, der på samme tid er forfriskende moderne og tilpas julehyggeligt.

4 af 6 stjerner anmeldelse

Facebook kommentarer