Jagtsæson anmeldelse: Kvindernes klassefest

Det er ubetinget fantastisk at se flere danske film drevet af kvinder både foran og bag kameraet.

Tag nu bare Jagtsæson, der er noget så usædvanligt som en film med kvinder i de bærende hovedroller, en kvindelig instruktør, manuskriptforfatter, art director, kvindelige klippere og mere til.

Det er fantastisk nok i sig selv, men måske endnu mere fordi Jagtsæson er en gennem-kommerciel grovkornet komedie i stil med Klassefesten-filmene.

Det ser vi altså sjældent med så mange kvinder både foran og bag kameraet, og det er værd at fejre.

Desværre er resultatet ikke værd at fejre.

Jagtsæson er ikke bare i stil med Klassefesten-filmene, den er også cirka lige så god.

Det vil sige: ikke god nok.

Præcis de samme problemer som i næsten alle andre af de danske grovkornede komedier stikker deres hoveder frem. Men det er måske heller ikke så overraskende, i betragtning af at manusforfatterne Claudia Boderke og Lars Mering også står bag netop Klassefesten.

Måske er det derfor, Jagtsæson mest af alt bare beviser, hvor svært det egentlig er at lave situationskomik. For der er en fin linje mellem humor, der vokser naturligt ud af historiens karakterer og serie anstrengte og urelaterede optrin.

Jagtsæson forsøger førstnævnte med historien om fraskilte Eva, der føler sig truet, da hendes eksmands kæreste, Isabella, begynder at indynde sig i venindeforholdet til Evas barndomsveninde Marlene.

Samtidig prøver Eva at konkurrere med sin rige eksmands forkælelse af deres fælles søn, mens Marlene har set sig lun på en anden end hendes ellers tilsyneladende ret perfekte mand.

Den bedste løsning på sidstnævnte problem beslutter de tre kvinder sig må være en affære, og de planlægger derfor en wellness weekend nær det område, hvor Marlenes udkårne skal på jagt.

Det er det ledende eksempel i den slags bizarre beslutninger, der fjerner al sympati og troværdighed fra karaktererne i front for Jagtsæson.

For det er vist nok meningen, at Eva, Marlene og Isabella skal føles relaterbart menneskelige i deres fumlende tilgang til livet. I stedet er de endt som dybt usympatiske sketch-figurer.

Det er lidt svært for at tro på karakterer, der siger ja til en intim voksbehandling foran en fremmed 10-årig dreng eller stangstive skyder en jagthund for derefter at kaste den mod en kørende bil.

Det ville sådan set ikke være et problem, hvis Jagtsæson satsede på ren absurdistisk gakkelak. Men når den samtidig kræver, at vi græder lidt over karakterernes trængsler, så slår filmen revner.

Og når de komiske scener heller ikke fungerer, så kollapser hele konstruktionen.

Og det gør de ikke.

Jagtsæson er en række sitcom lignende optrin så anstrengte og søgte, at Langt fra Las Vegas ville have kasseret dem.

Det hele selvfølgelig fortalt med overdrevne lydeffekter, men også – ret overraskende – med flade og grå hverdagsbilleder, der ikke ligefrem understøtter filmens ofte over-the-top tone.

Eneste plus er Stephania Potalivo, der får pumpet nok naturlighed ind i sin lidt for perfekte karakter til at klare sig helskindet igennem.

Det gælder desværre ikke for Lærke Winther og især Mille Dinesen, der ryger langt ud i overspillet.

Det har de gjort bedre mange gange før.

Og jeg gætter på, at det også gælder for alle andre både foran og bag kameraet på Jagtsæson.

Der er grund til at fejre flere film drevet af kvinder.

Men de fleste af dem må meget gerne være bedre end Jagtsæson.

Jagtsæson er en kluntet og ofte usympatisk komedie, der desværre kun får kopieret de værste af sine forbilleder.