Hvad vil folk sige anmeldelse: Et spørgsmål om skam
Det virker måske ikke umiddelbart så truende, men det er det.
Teenagepigen Nisha er blevet samlet op af sin far og bror i en bil. Men det er ikke en hyggetur.
Udenfor flimrer Norges aftenmørke forbi, men indenfor prøver Nisha, at få sin familie til at fortælle hende, hvor de er på vej hen.
De er nemlig ikke på vej hjem som hun troede.
Men de fortæller ikke noget, og da Nishas spørgsmål bliver for plagende truer farmand med at slå hende.
De er på vej til Pakistan, hvor Nishas forældre kommer fra. Her skal Nisha bo hos slægtninge på trods af, at hun aldrig har været der.
Scenen i bilen er typisk for Hvad vil folk sige. Grundlæggende er det et drama om kulturkonflikt, men ofte fortalt så nervepirrende intenst som en thriller.
Men hvad er det så Nisha har gjort for at blive tvunget til Pakistan mod hendes vilje?
Ifølge Nishas forældre har hun kastet skam over familien. Men straffen er helt ude af proportioner med forbrydelsen. Nisha har nemlig sneget en fyr, hun er lidt lun på, ind af vinduet i familiens hjem.
Straffen er ude af proportion med forbrydelsen, men den er helt tydeligt ikke ude af proportion med den følelse af skam, som hændelsen har fremkaldt i Nishas forældre.
Den følelse leveres nok skarpest gennem Adil Hussains Mirza.
Han er familiens patriark, og det er ham, der sidder truende på bagsædet ved siden af Nisha.
Men Hussain forvandler, hvad der på overfladen kunne have været en stor fed kliche, til en kompleks karakter.
Han er ikke en alfa-psykopat af en farmand, som vi så ofte før har set det på film. I stedet spiller Hussain Mirza som en elsket familiemand.
Men når den orden, han forventer af sin familie, brydes – den orden han tydeligt selv er opvokset med – så eksploderer han. Hans præstation er både bevægende og iskoldt rædselsvækkende.
Han får skabt forståelse for, hvad der driver mænd som Mirza, uden at min sympati nogensinde endte hos ham.
Nej, sympatien er solidt plantet hos Nisha.
Hun spilles imponerende godt af den debuterende Maria Mozdah.
Mozdah bringer os helt tæt på en ung kvinde, der fratages al frihed og fanges i en kamp mellem kærligheden til sin familie og retten til at leve sit eget liv.
Hvad vil folk sige er en lang serie af eskalerende ubehagelige hændelser for Nisha. Den knugende fornemmelse i maven forlod mig aldrig, og så snart jeg troede Nisha kunne få lidt fred, venter der endnu en grusomhed.
Om det er et sandfærdigt eller realistisk portræt af konsekvenserne for kulturkløften mellem skandinavisk og pakistansk kultur, har jeg ingen baggrund for at vide.
Men det føles ubetinget troværdigt.
Det bringer mig videre til filmens tredje stjerne, instruktør og manuskriptforfatter Iram Haq.
Ikke alene får hun fremragende præstationer ud af sine skuespillere. Hun har også skrevet et manuskript, der føles ægte, og aldrig falder i den åbenlyse fælde at forandre sine mennesker til monstre.
Haq iscenesætter også filmen, ikke som et typisk socialrealistisk drama, men som en visuelt interessant thriller. Flere scener byder på mindst lige så meget nervepirrende spænding, som følelsesladet drama.
Samtidig er indignationen også til at føle på. Ikke mindst i filmens afsluttende billede, der retter den anklagende pegefinger direkte ud i salen.
Beskeden er klar: Det er synd for Nisha, men endnu mere synd for alle de virkelige kvinder, hvis historie er den samme.
Hvad vil folk sige er et bevægende og socialt indigneret drama med spænding og tempo som en højspændt thriller. En film der vækker spørgsmål om kulturkløfter og frarøvelse af frihed rørende og rædselsvækkende til live.
