Greta anmeldelse: En selfie med Greta

Det er tarveligt at kritisere en film, for hvad den ikke er.

Og alligevel har jeg tænkt mig at gøre det med instruktør Nathan Grossmans dokumentar Greta.

For vel er det fascinerende at følge de to tumultariske år, hvor Greta Thunberg går fra at være skolestrejkende for klimaet, til at være et af de mest berømte mennesker på jordkloden – lige dele eftertragtet og hadet af verdens politiske ledere.

Fra helt almindelig svensk teenager til frontfigur for en global bevægelse.

Og Greta er også på mange måder et vellavet portræt af en teenagepige med aspergers, der sætter sig et mål og ufravigeligt følger det til dørs.

Men hvad med Thunbergs budskab, skulle der ikke have været lidt mere plads til det?

Er det nok, at filmen namedropper Keeling-kurven og Albedo-effekten, uden at forklare nogen af begreberne?

Eller begår Grossmans film delvist samme fejl, som de mange gråhårede statsledere, der i filmen sender Thunberg på talerstolen for derefter at ignorere hende?

Er den lige så slem, som den enorme mængde folkevalgte politikere, der hellere vil have en selfie med celebrity-aktivisten end lytte til hendes præcise, velformulerede og først og fremmest sande budskab om vores planets undergang?

Svaret er nok, at Greta ender et sted midt imellem.

For Grossmans film ignorerer ikke Thunbergs budskab, den er bare mere interesseret i hendes personlige rejse og verdens reaktion på hende, end den er på hendes brændende vigtige livsmål.

Og det er da også svært sådan for alvor at klandre den for det.

Det er unægteligt noget af et scoop, at Grossman har fulgt Thunberg fra hun først skolestrejkede, til hun inspirerer titusindvis af andre unge verden over og mødes med utallige statsledere.

Og det er heller ikke til at komme udenom, at Greta Thunberg er fascinerende som person.

Med en evne til at skære igennem selv den største mængde bullshit, og en komplet mangel på interesse for overfladisk socialisering, er hun en voldsomt underholdende hovedperson.

Grossman viser både hendes berømte brandtaler, men fanger hende også mere privat, i stille harmoni med sine heste derhjemme, eller i øjeblikke hvor hendes bekymrede far næsten må tvinge hende til at spise, i stedet for at marchere videre i protest.

Greta byder også på oprigtigt bevægende øjeblikke, når Gretas laserfokus vækker aktivismen hos unge verden over.

Eller, når hun i filmens klimaks, efter en mildest talt vild rejse over Atlanterhavet i specialbygget båd som alternativ til at flyve, modtages af en horde jublende mennesker.

Så er det svært ikke at fælde en tåre over et menneske, der i så ung en alder har udrettet langt mere end de fleste.

Jeg er bare ikke sikker på, at vi har tid til portrætfilm om vor tids vigtigste aktivister, når vi samtidig har så svært ved at høre deres budskab.

Greta er et bevægende og berettiget helteportræt, selvom Thunbergs budskab fortjener mere plads end hendes privatliv.