Gagarine anmeldelse: Fransk drama tager en boligblok til kosmos

Gagarine anmeldelse: Fra blokken til rummet

En bygning er ikke bare en bygning.

Hvis Gagarine gør en ting klart, så er det det.

For en bygning kan være håb. Det viser Gagarine, når filmen indledes med de virkelige optagelser af indvielsen af det franske boligkompleks Cité Gagarine.

Bygningerne står funklende nye; bygget af det franske kommunistparti. Den sovjetiske kosmonaut Yuri Gagarine er på besøg, og håbet for de mange fine lejligheder rækker da også langt ud i kosmos.

Det er boliger for folket.

Men over 50 år senere er virkeligheden en lidt anden.

De kommunistiske arbejdere, er blevet erstattet med indvandrere, der hverken har råd til eller mulighed for at bo andre steder.

Og bygningerne, der før funklede af håb, er nu ved at falde fra hinanden.

For bygninger kan også være et isolerende fængsel.

Men samtidig kan de være et hjem. Og det er Cité Gagarine for unge Youri, der i Gagarine kaster sig ud i at redde sin boligblok fra nedrivning ved at sætte den i stand.

Men Youri er oppe mod overmagten, både fra kommunen, der vurderer de gamle bygninger ubeboelige, men også fra en del af blokkens andre beboere, hvis største håb er mere plads og et bedre sted at bo.

Men kan et sammenhold og et samfund bestå, når den bygning de startede i rives ned?

Det er bare nogle af de spørgsmål, de to instruktører Fanny Liatard og Jérémy Touilh kæmper med i Gagarine.

De byder ikke på klare svar, når de udforsker en enkelt bygnings betydning for menneskene i den.

Til gengæld angriber de den typisk hårdtslående franske socialrealisme med en helt anden poesi end sædvanligt.

Gagarine er langt fra de benhårde La Haine og Les Misérables, når den drysser kosmisk magi udover sin fortælling.

Og det er særligt, når virkelighedens regler brydes, at Gagarine vækkes til live.

Gennem fotograf Victor Seguins linse fremstår den franske boligblok som et mystisk artefakt fra en fjern planet.

Og inden længe er filmens scenografi mere rumskib, end den er socialrealisme.

Det hele leder op til en smuk finale, der hylder fællesskabet i en plaget boligblok uden at overse problemerne.

Til gengæld svigter manuskriptet lidt i det mere jordnære.

Aléni Bathily spiller fint i hovedrollen, men filmen kæmper med at give ham reel personlighed. Og til tider er filmens tematiske sammenhæng lidt svær at få øje på.

Men når Gagarine helt bogstaveligt sigter mod stjernerne, er den en betagende oplevelse.

Og så gør den det klart, at det vigtigste og mest komplekse en bygning kan være, er et hjem.

Gagarine er en betagende fortælling om at høre hjemme, der sigter mod stjernerne og næsten når frem.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer