Destroyer anmeldelse: Bag sminken
En alkoholisk og korrupt politibetjent på et dybt personligt hævntogt gennem den alkoholiske underverden.
Det lyder bekendt, men det bedste ved Destroyer er faktisk, hvordan den forfrisker de gamle travere fra krimidramaet med et par enkle greb.
For nok minder den saftige hovedrolle som falleret betjent med både lig i skabet og familieproblemer, om noget publikum har set tusind gange før.
Men hovedrollen i Destroyer har ikke de karakteristiske daggamle skægstubbe.
Hun hedder nemlig Erin og er kvinde.
Og Erin er unægteligt en sjælden kvinderolle.
Den slags selvdestruktive og hårdtslående thriller-roller tilfalder kun sjældent – faktisk næsten aldrig – kvinder, og det er et forfriskende twist på en velkendt historie.
Erins krakelerede forhold til sin teenagedatter og heftige alkoholmisbrug får et helt andet udtryk gennem det kvindelige perspektiv.
Det er den slags instruktør Karyn Kusama, der brød igennem og gjorde Michelle Rodriguez til stjerne med Girlfight, kan.
Hun er en stærkt overset genreinstruktør, der altid finder nye perspektiver på velkendte historier.
Men noget af æren ved Destroyers dunkle underholdningskraft tilhører også hovedrolleindehaveren Nicole Kidman.
Kidman er nok den mest iøjenfaldende – og mest drøftede – ingrediens ved Destroyer. Den 51-årige Hollywood stjerne er nemlig sminket til at ligne en – nåh ja – 51-årig halvslidt kvinde.
Men det mest bemærkelsesværdige er egentlig hvor overbevisende Kidman kaster sig ind i den aggressive rolle, som betjenten der jager sine egne synder gennem den bankrøverbande hun var undercover i.
Kidman kaster sig ind i den atypiske rolle, selvom det unægteligt også er en af den slags præstationer, der konstant gør opmærksom på sig selv.
Det tager lidt tid at komme sig over sminken, og i perioder er det også svært at hengive sig til historien uden at tænke “Hey, det er Nicole Kidman som afdanket betjent”.
Så er det godt at manuskriptforfatterne Phil Hay og Matt Manfreddi distraherer med en fortælling, der brik for brik lægger sin intense krimigåde på bordet.
Erins historie oprulles gennem en kombination af flashbacks til hendes tid i banden og hendes nuværende hævntogt på kant med loven.
Først til sidst får publikum det samlede billede, og det holder spændingsniveauet højt.
Karyn Kusama leverer skarp instruktion til den dunkle fortælling, og får også skabt et par vellykket hårdtslående actionsekvenser, der inkluderer et bankrøveri set fra et originalt perspektiv.
Theodore Shapiro leverer et effektivt foruroligende soundtrack, der sammen med Juile Kirkwoods beskidt billeder leverer en stemning af nært forestående undergang.
Den rå tone rammer dog ikke altid lige rent.
En karismatisk skurk, der lader sine undersåtter spille russisk roulette, ville måske passe bedre ind i en mere overfladisk actionfilm, og underminerer lidt filmens følelsesmæssige slagkraft.
Slutningen dykker også lige langt nok ned i det oversentimentale, og filmens endelige tone ender med at vakle lidt mellem råt krimidrama og Point Break.
Men den komplekse hovedperson og Kidmans præstation i rollen ender alligevel med at gøre Destroyer til en forfriskende tilføjelse til kriminaldrama-genren.
Karyn Kusama leverer et forfriskende og intenst krimidrama med en stærkt spillende Nicole Kidman i rollen som selvdestruktiv politibetjent.
